Storm på vej mod Fyn: Broer kan lukke

Søndag aften er der ifølge DMI "risiko for voldsomt vejr". Det kan betyde væltede træer og broer, der må lukkes for trafik.

Fredag ved middagstid varsler DMI, at der er stormende kuling på vej ind over landet.

Kulingen ventes at ramme Fyn søndag midt på aftenen.

DMI spår, at en stormende kuling på 20-23 meter i sekundet vil komme ind fra sydvest og ramme Sydfyn og Assens-området.

Man vil kunne vente vindstød af stormstyrke i nævnte områder. Det vil sige vindstød med hastigheder på mellem 25 og 30 meter i sekundet.

Varslingen går indtil videre på tidsrummet søndag klokken 21.00 til klokken 03.00 natten til mandag.

DMI kategoriserer varslingen som "blå" (risiko for voldsomt vejr, red.), hvilket vil sige, at der er risiko for, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærrede tog- og vejstrækninger. 

Samtidig vil der være stor sandsynlighed for, at broer må lukkes for trafik.

Oversigt

    Oversigt