Svend Lings vil fortsætte arbejdet trods dom: Dybt problematisk, mener Venstre

Den fynske læge Svend Lings har mandag fået stadfæstet sin dom på 60 dages betinget fængsel for medvirken til selvmord.

Selvom den fynske læge Svend Lings mandag fik stadfæstet sin dom på 60 dages betinget fængsel ved Højesteret for assisteret selvmord, har han ikke tænkt sig at rette sig efter dommen. 

Den holdning falder Jane Heitmann (V), der er formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg samt Udvalget vedrørende Det Etiske Råd, for brystet. Hun kalder Svend Lings' udtalelser for 'dybt problematiske'.

- Han har lige fået en dom og har fået at vide, at det, han har gkort, er ulovligt. Såfremt han fortsætter sine aktiviteter og er på kant med loven, vil det jo være en politisag at følge op på, siger Jane Heitmann.

Genoptager rådgivningsarbejdet

Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark, og Jane Heitman er glad for, at der er kommet en afgørelse i sagen.

- Godt at vi har fået sat en streg under, at aktiv dødshjælp er ulovligt. Vi skal hjælpe mennesker med at komme herfra på den bedst mulige måde, hvis man er alvorligt og uhelbredeligt syg, og det har vi gode muligheder for med den lovgivning, vi har i dag, siger Jane Heitmann.

Men det påvirker ikke Svend Lings arbejde. Han fortæller til TV 2/Fyn, at han - trods dommen - har tænkt sig at fortsætte med at rådgive syge og nødlidende mennesker.

- Jeg genoptager mit rådgivningsarbejde. Ulovligt eller ikke. Jeg vil utvivlsomt - som det har været indtil nu - blive kontaktet hver eneste dag af fortvivlede mennesker, der ikke kan holde livet ud længere, siger Svend Lings.

Dertil blev han direkte adspurgt, om han ville hjælpe dem. Og her er svaret kort og præcist.

- Ja.

Hjælp til livet, ikke døden

I Ullykkespatientforeningen ser de afgørelsen i Højesteret som positiv.

- Ulykkespatientforeningen hilser med tilfredshed rettens afgørelse velkommen. For os som forening er det vigtigt at få fastslået, at aktiv dødshjælp ikke er en del af den danske lovgivning på nogen som helst måde, siger Janus Tarp, der er formand for UlykkesPatientForeningen.

Hos Jane Heitmann og Venstre er der et håb om, at Svend Lings vil rette sig efter dommen.

- For os i Venstre er det afgørende, at man har indflydelse på eget liv – også når livet står foran sin afslutning. Men aktiv dødshjælp er ikke løsningen. Selvmordstruende skal have hjælp til at leve, ikke til at dø, siger Jane Heitmann.

BRUG FOR HJÆLP?

Oversigt

    Oversigt