Anden og flæskestegen er spist, og julegaverne er pakket op. Og mandag går det hjemad for mange fynboer.
Det betyder trængsel på vejene, lyder det fra vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter Karin Kildetoft.
- 2. juledag er den store hjemrejsedag. Erfaringsmæssigt er der størst pres i trafikken i tidsrummet mellem klokken 11 og 15, siger hun.
Det er ifølge Vejdirektoratet især motorvejsnettet E45 og E20, der kan vente den største belastning i retningen fra Jylland over Fyn til Sjælland.
- Hvis man vil undgå at holde i kø, anbefaler vi, at man kører uden for tidsrummet 11 til 15, siger Karin Kildetoft.
Det er en god idé at tjekke trafikinfo.dk eller lytte til P4's trafikmeldinger, inden man begiver sig afsted, lyder rådet.
Vejrmæssigt bliver det en blæsende dag, og det kan ikke udelukkes, at det vil få betydning for trafikken, siger vagthavende meteorolog Anna Christiansson, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Vinden er tiltagende og især ud på eftermiddagen kan der komme vindstød tæt på stormstyrke, siger hun.
Storm er vindstyrker på over 24,4 meter i sekundet.
Det kan give restriktioner for nogle af de større broforbindelser, hvis vindstødene bliver meget kraftige og kommer fra bestemte retninger.
Det er ifølge meteorologen nogle blæsende dage, der er i vente.
Flere lavtryk skal passere Danmark, og det betyder, at blæsevejret fortsætter natten til tirsdag.
Tirsdag kan også blive en blæsende dag med jævn til frisk vind og op til hård vind ved kysterne.
/ritzau/