Trods coronakrisen: Nye job på vej i gartneribranchen

Det lignede en katastrofe for de cirka 5.000 beskæftigede i gartneribranchen på Fyn, men virksomhederne forventer at øge omsætning og medarbejdere.

I drivhuset har medarbejderne travlt med at pakke planter til halloween og efterårssæsonen. Gartneriet by Growers er tilbage på normal omsætning og har indhentet noget af det store tab i foråret.

- Vi har nok at se til, og alle vores gartnerier er fyldte, fortæller salgsdirektør Nicolai Abildgaard.

Det lignede ellers en katastofe i foråret, da coronavirussen gjorde sit indtog tidligere på året.

Men sommeren har givet rekordomsætning med september som toppen. Gartnerierne har på nuværende en omsætning på indeks 100,5 procent i forhold til på samme tid sidste år ifølge Danpots omsætningsstatistik. Kigger man på september måned, så har omsætningen været indeks 111,5 i forhold til sidste år.

- Jeg tror efter de forholdsvist få afskedigelser, vi så i foråret, der vil vi se en svag stigning i antallet af beskæftigede. Både i selve gartnerierhvervet og hos leverandørerne. Det er glædeligt i lille Danmark, og det kommer os alle til gavn, siger Jørgen Kurt Andersen, der er formand for Danske Gartnerier.

Formand for Danske Gartnerier, Jørgen Kurt Andersen forventer at branchen får fremgang til næste år
Formand for Danske Gartnerier, Jørgen Kurt Andersen forventer at branchen får fremgang til næste år
Foto: Ken Petersen

Smed en halv million planter ud

For fynske by Growers  og mange andre gartnerier så det sort ud i marts måned. Potteplanteproducenten måtte på bare en uge smide 100.000 potteplanter ud.

- Der stod vi med de her planter, som var klar til folks påskebord og så videre. Men vi kunne ikke få dem ekspederet ud til vores kunder. Jeg havde det rigtig skidt. Det var nogle seje uger at komme igennem. Det har vi ikke prøvet før, nogen af os i branchen, siger salgsdirektør Nicolai Abildgaard.

Samlet set endte gartneriet med at smide cirka 500.000 planter ud, hvilket på bundlinjen svarer til cirka fem millioner.

- Vi stod og kiggede ud over en afgrund, som vi ikke rigtig kunne se enden på. Hvor længe vil det her fortsætte? Er det en uge, en måned eller et år, eller hvad pokker kommer der til at ske? fortsætter Nicolai Abildgaard, der også er formand for de danske potteplanteproducenter.

Men forbrugerne blev bange for at rejse og tog ikke sydpå, fordi landene lukkede ned. De blev hjemme i deres boliger og pyntede i stedet op på terrassen og i haven.  Samtidigt flyttede markedet sig, så der var for få planter i forhold til efterspørgslen.

Tyrkertro hjælper

Producenter af potteplanter i Tyskland og Sydeuropa, Spanien og Frankrig har været hårdt ramt af nedlukningen. Derfor har antallet af potteplanter til indendørs og udendørs brug været reduceret hen over sommeren. 

Mens de sydeuropæiske konkurrenter har lukket hårdt ned for planteproduktionen, har danske gartnerier startet nye produktioner op. Ifølge formanden for Dansk Gartneri har det været en fordel.

- Mange gartnerier i for eksempel Holland og Tyskland fik ikke startet den produktion op, de havde forventet her hen over sommeren. Det har også givet os lidt bedre muligheder, for der er ikke ret mange gartnerier i Danmark, der har skåret ned. Man har haft en tyrkertro på, at det ville komme igen, siger Jørgen Kurt Andersen.

Hos by Growers har har det betydet, at ordrene er begyndt at tikke ind - også fra nye kunder hen over sommeren. De har ikke søgt kompensationsordninger og har kunnet bibeholde langt de fleste medarbejdere.

quote Jeg har da været i tvivl om, hvor det her skulle ende henne. Har man et job i morgen, eller hvordan kommer det til at forløbe? 

Ulrik Frederiksen, produktionsansvarlig, by Growers

- Jeg har da været i tvivl om, hvor det her skulle ende henne. Har man et job i morgen, eller hvordan kommer det til at forløbe? Det er en fornøjelse at opleve, at vi kan komme over på den anden side af den svære situation, vi har været i og kan komme ovenpå igen, siger Ulrik Frederiksen, der er produktionsansvarlig hos by Growers.

Grøntsager er revet væk

Det samme gælder for grøntsagsgartnerierne, som i sommermånederne har haft glæde af en øget detailhandel og trafik i butikkerne. Mads Pedersen ser ind i et rekordår med højere gennemsnitspriser og en bedre bundlinje.

- Andre somre har vi haft svært ved at sælge det hele. Men det gælder ikke i år, hvor alle grøntsager er revet væk, fortæller direktør Mads Pedersen.

Branchen håber, at den postive tendens vil forsætte, da længere ferierejser fortsat har lange udsigter. Formanden for Danske Gartnerier forventer en øget omsætning og flere medarbejdere næste år, hvor rejsebranchen fortsat er ramt og flere bliver hjemme for at lave forbedringer i hus og have.

Oversigt

    Oversigt