Den lille blanding mellem en gravhund og border terrier, Bjørn, trasker rundt i hjemmet med sin bror Thor. De leger, spiser og går på jagt sammen. Og for det utrænede øje er de to hunde ens. Men der er én meget stor forskel på dem.
Bjørn har lymfekræft. Og på et eller andet tidspunkt vil kræften tage livet af ham.
Men lige nu kan kræften holdes nede med kemoterapi. Og derfor har Uffe Christiansen og kæresten Majbrith Christensen valgt at behandle Bjørn med kemoterapi. Deres hunde er nemlig mere end menneskets bedste ven.
- Jeg ved godt, der er mange, der siger, det er tosset. Man kunne have brugt en patron eller fået ham aflivet for 500 kroner, og så havde det været det. Men det er jo ens børn, fortæller Uffe Christiansen.
Kemoterapi til dyr
Bjørns mange behandlinger
Bjørn er i gang med tredje ud af seks behandlinger i denne omgang. Og faktisk er han vant til at besøge dyrlæge Peter Skov. Bjørn har nemlig haft kræft en gang tidligere. Første gang blev han behandlet ti gange. Også første gang var med kemoterapi. Nu er lymfekræften kommet igen.
Men heller ikke anden gang Bjørn fik kræft, var der overvejelser om at sige nej til kemobehandlingen.
- Så tager man bare beslutningen en gang til og siger: så kører vi, siger Bjørns ejer.
I alt har Uffe Christiansen og Majbrith Christensen brugt mere end 100.000 kroner på Bjørns kemobehandlinger. Dagens dosis kemo kommer i form af en kapsel, men kemoen kan også gives som drop. Behandlingsformen afhænger af hvilken kræftkur patienten får.
Kræft kan behandles på tre måder. Med kirurgi, strålebehandling og kemoterapi.
Linda Nielsen fra Skallebølle har også en hund med kræft. Kaiser er en golden retriever og den har flere kræftknuder. En af dem kan ikke opereres væk, og derfor er medicinsk behandling nødvendigt. Men hun har fravalgt det - blandt andet på grund af økonomiske årsager.
- Det er ikke et barn. Og man skal også prioritere sine ressourcer og behov. Tingene skal vurderes meget grundigt, siger Linda Nielsen.
Livsforlængende - ikke helbredende
100.000 kroner kan virke af meget for behandlinger. Især når behandlingerne ikke kan helbrede Bjørn og de andre patienter.
Kemoterapi er nemlig en livsforlængende behandling. Den kan ikke kurere kræften. Og det er der en god grund til.
- Vi kan komme med nok så avanceret behandlingsmetoder, men vi kan jo ikke forsvare at et dyr skal lide, fortæller specialdyrlæge i kræft hos dyr, Peter Skov.
Og dyret vil netop lide, hvis den får for meget kemo. Mennesker kender bivirkningerne fra kemoterapi, og kan sige ja til det alligevel. Det kan dyr ikke.
- Hvis jeg skulle helbrede Bjørn for kræften, så skulle han have så store mængder kemoterapi, at han ville tabe pelsen og få alle de bivirkninger, vi ser hos mennesker.
Lidelse og væsentlig ulempe hos dyret er ulovligt ifølge Dyreværnsloven.
Den lavere dosis af kemo har dog en stor konsekvens. Dyret kan ikke helbredes. Det samme gælder for Bjørn. Kræften vil på et eller andet tidspunkt komme igen.
Men lige nu har Bjørn det godt. Han kan løbe rundt i skoven og jage fasaner.
Dyreværnsloven