Ofte lammer havarerede lastbiler trafikken på motorvejene. Tirsdag var E45 lukket helt ned i det sydgående spor ved Hedensted i syv timer. Og onsdag ramte et uheld med en væltet svinetransport lige nord for Korsør ikke kun lokalt, men også Fyn. Her var der i flere timer kilometer lang kø frem mod Storebæltsbroen.
Det er alt for dyrt for samfundet, siger direktør i Dansk Industri Michael Svane (DI) til Jyllands-Posten.
Han vil have sat bulldozere ind for at rydde vejene, så transport af varer og personer kan komme igang langt hurtigere efter sådanne uheld.
DI har regnet på omkostningerne ved den ene ulykke ved Hedensted og vurderer, at prisen er et sted mellem 12 og 15 millioner kroner.
- Det er jo helt hen i vejret rent samfundsøkonomisk, siger Michael Svane, til JyllandsPosten, og han er ikke i tvivl om, hvad der skal til:
- Vi skal have placeret et antal bulldozere eller redningskøretøjer langs motorvejene, så de hurtigt kan sættes ind og skubbe havarerede lastbiler væk, siger han til avisen.