Viktor Axelsen misser EM-finale efter ny positiv coronatest

En anden PCR-test har bekræftet, at den danske badmintonspiller er blevet smittet med coronavirus.

Den fynske badmintonspiller Viktor Axelsen kommer ikke til at spille EM-finale i Kiev søndag mod Anders Antonsen.

Det står klart, efter at en anden PCR-test har bekræftet, at han er smittet med covid-19.

Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse søndag morgen.

Viktor Axelsen fik lørdag besked på, at han var blevet testet positiv for coronavirus efter sin sejr i semifinalen. Danskeren havde dog stadig et lille håb om at komme på banen til finalen, da en anden test skulle afgøre, om han reelt var smittet, eller om der var tale om et falsk positivt resultat.

Og selv om han i det mindste ikke mærker nogle symptomer endnu, så er han ærgerlig over situationen, som både medfører, at han misser EM-finalen og kan se ind i 13 dages hotelisolation i Kiev.

- Der er ingen tvivl om, at der ikke er noget, jeg hellere ville end at stå i den finale i dag over for Anders (Antonsen, red.). Jeg har haft siden i aftes til at indstille mig på, at det var en mulighed at stå op til endnu et positivt testsvar i dag, så jeg er i det mindste en smule mere afklaret, end jeg umiddelbart var i går, da første svar kom ind.

- Jeg er selvfølgelig ked af, at det går ud over finalen, og så er jeg selvsagt også rigtig ærgerlig over, at der kommer til at gå yderligere to uger, inden jeg kan komme hjem og se min familie igen, siger Viktor Axelsen i en udtalelse.

- Nu håber jeg bare, at jeg kan slippe igennem uden gener til følge, tilføjer han.

Som konsekvens af Axelsens positive testsvar taber badmintonspilleren automatisk finalen uden kamp. Det betyder også, at Anders Antonsen nu kan kalde sig europamester.

Det er Anders Antonsens første EM-titel i herresingle.

Axelsen er den fjerde danske EM-spiller, der er blevet testet positiv for covid-19 i Ukraine.

Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom, udtrykker i en udtalelse søndag sin ærgrelse over situationen.

- Jeg er selvfølgelig rigtig ked af det på Viktors vegne. Det kunne ikke falde på et meget mere uheldigt tidspunkt at teste positiv for covid-19 end lige inden EM-finalen.

- Når det så er sagt, er det jo trods alt godt, at vi fanger Viktors positive tilfælde nu, så han ikke - uforvarende - er med til at sprede yderligere smitte, siger Jens Meibom.

Oversigt

    Oversigt