Caroline Wozniacki blev sendt ud af OL-turneringen med en gedigen øretæve i kvartfinalen mod Serena Williams.
Danskeren var nærmest chanceløs mod den stærke amerikaner, der vandt 6-0, 6-3.
Selv om Wozniacki har leveret god tennis i sine tre første OL-kampe, så var der ikke meget, som fungerede mod den nykårede Wimbledon-mester.
Serena Williams satte konstant danskeren under pres med sine kraftfulde slag, og det var som om, at selvtilliden hurtigt fes ud af Wozniacki.
End ikke i sine egne servepartier kunne den tidligere danske verdensetter presse sin overlegne modstander.
Første sæt var hurtigt overstået på bare 28 minutter, og Wozniacki vandt kun 12 af de 40 dueller, der blev spillet.
Det danske "offer" havde publikums barmhjertighed, og da Wozniacki i andet sæt fik udlignet til 1-1 og senere reduceret til 2-4 og 3-5, var tilskuerne på Wimbledons Court 1 ellevilde.
Danskeren plejer i høj grad at lukrere på modstandernes uprovokerede fejl, men her var der heller ikke meget at hente mod Williams, der både spillede med stor kraft og samtidig ramte linjerne.
Det var som om, at Wozniacki helt opgav at slå Williams, og hun fik heller ikke løbet alle de meter, hun plejer.
Der er nu ingen grund til, at Caroline Wozniacki er alt for pinlig over det store nederlag, for det er også overgået andre, når de har stået over for Williams under OL. Onsdag blev 13.-seedede Vera Zvonareva således banket med 6-1, 6-0.
Serena Williams, der er fjerdeseedet ved OL, er nu klar til semifinalerne, hvor hun møder førsteseedede Victoria Azarenka fra Hviderusland.