Hvornår er det fyraften? Unge søger løsninger til at klare langt arbejdsliv

Som det ser ud nu, stiger pensionsalderen i takt med levealderen. De unge har dog ikke tænkt sig at arbejde så længe, og det tvinger dem til at se på alternative løsninger.

Oppe under taget på Nyborg Slot hersker en duft af savsmuld og kalk, der blander sig med lyden af slibemaskiner og en hamren. 18-årige Gustav Jakobsen er i lære som tømrer hos murer-, tømrer- og entreprenørfirmaet Dreier & Co.

Lige nu er han ved at restaurere slottets bindingsværk. Og han er ligeså begejstret for dagens arbejdsplads, som han er for sit arbejde.

- Jeg synes det er mega fedt at arbejde, og især når det er i byggebranchen, som jeg elsker, siger Gustav Jakobsen. 

Tømrerlærling Gustav Jakobsen er glad for sit arbejde, og han håber, han kan blive i branchen længe.
Tømrerlærling Gustav Jakobsen er glad for sit arbejde, og han håber, han kan blive i branchen længe.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

Og det er et held, at Gustav Jakobsen er glad for sit arbejde. For ifølge regeringens pensionsplaner, skal han fortsætte med at hamre og mejsle, til han er over 70 år. Men det ved han godt, han ikke kan holde til.

- Jeg har altid vidst, at jeg ikke kan holde til at lave det her, til jeg bliver gammel, fortæller Gustav Jakobsen.

Todelt arbejdsliv

Derfor har han tænkt sig at dele sit lange arbejdsliv op i to faser: En fysisk krævende periode til de unge år og en mere stillesiddende periode til senere i karrieren.

- Efter måske ti år som tømrer, har jeg tænkt at læse videre til bygningskonstruktør, så jeg ikke slider mig selv ihjel, forklarer Gustav Jakobsen.

quote Jeg har tænkt mig at spare op, så jeg kan gå før på pension, fordi jeg er en livsnyder, og jeg vil gerne nyde livet

Thomas Holm, gymnasieelev, Faaborg Gymnasium

Dén konklusion er Thomas Holm, gymnasieelev på Faaborg Gymnasium, også kommet frem til. Han vil gerne gøre karriere i militæret, og dét erhverv ved han godt, han fysisk ikke kan holde til i hele sit arbejdsliv.

- Jeg tænker, jeg skal uddanne mig i flere fag, fortæller Thomas Holm. 

Selvom gymnasieeleverne Thomas Holm og Anna Søby Poulsen knapt nok er kommet ud på arbejdsmarkedet, så fylder pension og tilbagetrækning noget allerede.  
Selvom gymnasieeleverne Thomas Holm og Anna Søby Poulsen knapt nok er kommet ud på arbejdsmarkedet, så fylder pension og tilbagetrækning noget allerede.  
Foto: Sara Fuglsig

Egen opsparing 

Det er ikke kun et todelt arbejds- og karriereliv, de unge ser som en løsningsmodel. 50 år er mange år på arbejdsmarkedet, og derfor har Thomas Holm også tænkt på andre løsninger:

- Jeg har tænkt mig at spare op, så jeg kan gå før på pension, fordi jeg er en livsnyder, fortæller Thomas Holm.

Carl-Johan Dalgaard, der er overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet, er med på, at den unge generation skal være på arbejdsmarkedet i mange år, men hvis statens finanser skal gå op, er det vigtigt, at de unge ikke blot løser udsigterne til et langt arbejdsliv ved at spare op, så de kan gå fra før.

- Der vil komme et misforhold mellem de faser i livet, hvor vi forbruger og de faser, hvor vi er på arbejdsmarkedet.

quote Jeg synes godt, man kunne tale om det i skolen, så det ikke er så underlig og fjern en størrelse

Anna Søby Poulsen, gymnasieelev, Faaborg Gymnasium

Hvis de unge har planer om at gå fra før, vil det koste på andre områder. Og for overvismanden overvismanden efterlader det et klart spørgsmål:

- Er de unge klar til at betale mere i skat for at kunne gå fra før?

Carl-Johan Dalgaard, overvismand, og Aske Juul Lassen, professor, forholder sig til, hvad alternativet til et langt arbejdsliv er samt hvilket arbejdsmarked, man bør skabe for de unge.
Fotograf: Fotograf: Ken Petersen

Pension på skoleskemaet

Pensionsalder, -regler og -muligheder kan være nogle svære størrelser at forholde sig til, og derfor mener gymnasieelev på Faaborg Gymnasium Anna Søby Poulsen også, at man kunne undervise de unge noget mere i pension.

- Jeg synes godt, man kunne tale om det i skolen, så det ikke er så underlig og fjern en størrelse.

Samtalen er også noget, professor i pension Aske Juul Lassen mener, vi skal have mere fokus på. 

- Vi har skabt et arbejdsmarked, som folk ikke har lyst til at være på. Så måske det er dér, vi skulle kigge, i stedet for at være så forhippet på pensionsdebatten.

Gustav vil blive gammel i branchen

Under taget på Nyborg Slot er Gustav Jakobsen fortsat i gang med at slibe og mejsle på det gamle bindingsværk. Han håber, at han i mere eller mindre grad kan blive ved med at arbejde i og omkring duften af savsmuld - også som senior. 

- Om jeg senere i mit arbejdsliv skal sidde og lave tegninger til svendene, det er faktisk ikke dét, der gør den store forskel. Jeg vil bare gerne blive i branchen, fortæller Gustav Jakobsen. 

Gustav Jakobsen håber, at han ved at dele sit arbejdsliv op i to dele kan holde til at blive i tømrerbranchen hele sit arbejdsliv.
Gustav Jakobsen håber, at han ved at dele sit arbejdsliv op i to dele kan holde til at blive i tømrerbranchen hele sit arbejdsliv.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

 

Oversigt

    Oversigt