Jette Nellemose købte for et par år siden en grund på Hindsholmvej i Kerteminde med sin mand John. Grunden består af en faldefærdig bygning og 222.000 kvadratmeter mark.
En mark, som hun hurtigt så som en glimrende mulighed for byudvikling, stillede et møde op med den nuværende borgmester i kommunen, Kasper Ejsing Olesen (S), og foreslog et sommerhusområde.
- Jeg vil være stolt, hvis jeg kan få lov til at lave det til Johannes Larsen-sommerhusafdeling, for her er virkelig pragtfuldt, siger Jette Nellemose og spejder ud over marken.
Forslaget var borgmesteren positivt stemt over for.
- Det er jo med til at gøre, at flere kommer til at være her, og det er med til at give større omsætning inde i byen. Vi har en fantastisk natur og en fantastisk strand, og vi deler rigtig gerne ud af den, siger Kasper Ejsing Olesen.
Men så lige til er det bare ikke.
Potentiale til natur
Marken ved Hindsholmvej er et lavbundsområde. Det betyder, at området er egnet til natur, der kan styrke biodiversiteten, mens en del af området også ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, hvor man ikke bare kan bygge og udstykke.
Vi kan gøre nok så meget, men vi kommer aldrig til at ligge i toppen, og det må vi bare indstille os på
Og hos Danmarks Naturfredningsforening (DN) møder det skepsis at udstykke området.
- Jeg synes ikke, det er en god idé. Lavbundsområder har jo et utrolig stort potentiale til natur, fugleliv og biodiversitet, som er noget af det kommunen arbejder for. Og der hører sommerhuse ikke hjemme, siger Tonny Jack Nielsen, der er lokalformand hos DN i Kerteminde.
Kerteminde vil gerne være en "vild kommune", men på en skala over naturkapital ligger kommunen nummer 79 ud af alle kommuner.
- Vi kan gøre nok så meget, men vi kommer aldrig til at ligge i toppen, og det må vi bare indstille os på. For vi har rigtig meget landbrugsjord, og landbrugsjord tæller ikke som natur, forklarer Kasper Ejsing Olesen.
Der skal ændringer til
For at udstykke området ved Hindsholmvej kræver det både en ændring i lokalplanen og kommuneplanen i Kerteminde, samt planloven, der gælder nationalt. Der kan nemlig kun udstykkes et vis antal sommerhusgrunde på landsplan, og der skal derfor en lovændring til.
Blandt de lokale politikere er der splittelse, når det kommer til områdets anvendelse.
- Jeg tror, det bliver vanskeligt. I Kommuneplanen har vi udnævnt hele Hindsholm til særlig sårbart naturlandskab. Jeg synes, at området er for specielt til, at det kan bære 110 sommerhuse, siger Lars Ole Valsøe, der er kandidat for Konservative.
- En del af partierne i Byrådet går ind for ubetinget vækst, det gør vi ikke i SF. Så er der potentiale for god natur, vil vi vurdere om naturkvaliteten er større end den gevinst, vi kan få ved flere turister, bakker SF's Alex Haurand op.
Lad os se en masse glade familier, mennesker og liv. Og lad dem bruge en hel masse penge, når de så er her
- Jeg kan ikke se udfordringen. Et sommerhusområde plejer jo at ligge tæt ved kysten, så vi vil meget gerne se på mulighederne i området, siger Terje Pedersen fra DF.
Men det fynske folketingsmedlem Erling Bonnesen (V) er klar til at gå videre med sagen.
- Jeg tager sagen med til Christiansborg, synspunkter for os er klart; Kerteminde skal have lov, så vi kan få realiseret det projekt. Det er klart, at det ikke bare skal være det Vilde Vest, så man kan lave sommerhusgrunde, hvor man vil. Men her er der et behov, siger Erling Bonnesen.
Tilbage på marken håber både borgmester og jordejer, at alle ændringer kan foretages, så der på et tidspunkt er et helstøbt sommerhusområde ud fra Nordstranden.
- Lad os se en masse glade familier, mennesker og liv. Og lad dem bruge en hel masse penge, når de så er her, siger Jette Nellemose.
Naturkapital er ét af de områder, der tirsdag bliver debatteret til Valgfolkefest i Kerteminde, og der kan du deltage. Grundet den stigende smitte med coronavirus skal både publikum og deltagere fremvise et gyldigt coronapas - i form af negativ test, færdigvaccination eller immunitetsbevis.
Dato: 9. november
Tidspunkt: Kl. 16-20
Adresse: Anexet - Lundsgaard Gods, Lundsgårdsvej 15, 5300 Kerteminde
Du kan også finde begivenheden her på Facebook.