Pas på, når du cykler: Her føler borgere sig særligt utrygge

Cykelstier med revner og huller, for få af dem og manglende belysning er nogle af de problemer, der gør borgere i Kerteminde Kommune utrygge.

- Det er ubehageligt, og jeg er bange for at vælte.

Sådan lyder ordene fra Laila Stockholm, der netop har sænket farten på sin elscooter for at komme sikkert forbi de meterlange, dybe revner på cykelstien i Munkebo.

- Hvis ikke man er opmærksom, når man kører, kan det godt føles som om, man tipper, fortæller Laila Stockholm, imens hun gynger fra side til side.

Revnerne i cykelstien er omkring ti centimeter dybe og strækker sig flere meter i retning mod Munkebo Multipark. 

Cykelstien langs Bycentervej i Munkebo er blot en af flere i Kerteminde Kommune, som er i dårlig stand.

- Mange af cykelstierne er meget ujævne, eller også er der for lidt af dem, siger Laila Stockholm.

Samme oplevelse deler flere borgere i Kerteminde Kommune. Mere end 50 borgere har nemlig henvendt sig til TV 2 Fyn og fortalt om cykelforhold i kommunen, som gør dem utrygge. De gennemgående henvendelser er blevet samlet og fremgår af kortet nedenfor.

Faldet i revnen

Esben Rasmussen bor også i Munkebo og færdes dagligt på den revnede cykelsti, hvor han flere gange er kørt galt.

- Jeg er faldet i revnen to gange. Og det er på trods af, at jeg ved, den er der, siger Esben Rasmussen, som dagligt cykler til sit arbejde i Odense.

Selvom flere borgere medgiver, at der bør komme flere cykelstier til kommunen, mener Esben Rasmussen, at fokusset skal starte et andet andet.

- Jeg synes, man skal vedligeholde det, man har. Særligt skolevejene, hvis børnene skal tage cyklen i stedet for at blive kørt af mor eller far.

Revnerne på cykelstien langs Bycentervej i Munkebo er flere meter lange og nogle steder 10 centimeter dybe.
Revnerne på cykelstien langs Bycentervej i Munkebo er flere meter lange og nogle steder 10 centimeter dybe.
Foto: Sara Fuglsig

Kommunen er opmærksom

Kommunen er opmærksom på problemet og har siden 2015 udbedret sætningsskaderne ad flere omgange efter Bycentervej blev sideudvidet. Kommunen følger udviklingen for at vurdere, om der skal udføres andre tiltag end blot udbedring af asfaltbelægningen.

Alex Haurand, der er stedfortræder for formand for Miljø-, teknik og Naturudvalget og spidskandidat for SF Jesper Hempler, mener at der skal tages hånd om problemet.

- At fremme cykelisme er en af vores mærkesager, og derfor skal der fokus på bedre forhold for cyklister.

Udover et øget fokus på de misligholdte cykelstier fortæller flere borgere i kommunen, at der mangler cykelstier flere steder, som gør det utrygt at færdes.

Men når en kilometer cykelsti koster omkring to millioner kroner, afhængig af udformningen, skal der prioriteres.

Flere dybe revner på cykelstien langs Bycentervej er omkring 10 centimeter, som ses på billedet her.
Flere dybe revner på cykelstien langs Bycentervej er omkring 10 centimeter, som ses på billedet her.
Foto: Sara Fuglsig

Flere cykelstier eller vedligehold af cykelstier?

Forligspartierne vil gerne etablere flere cykelstier. Der er derfor afsat to millioner kroner om året i det kommunale budget. Øverste prioritet i 2022 er en cykelsti fra Salby til Mesinge. (Som også kan ses på kortet under "Fynshovedvej").

Men nye cykelstier er ikke øverst på prioriteringslisten hos SF.

- Det giver ikke mening at etablere nye cykelstier, hvis de gamle er misligeholdt eller utilstrækkelige. Vi bliver nødt til at prioritere dem først, siger Alex Haurand (SF) og fortsætter:

- Der findes billigere alternativer til cykelstier, som eksempelvis optegnede cykelbaner langs vejene.

I det omfang, der kommer statslige puljer til etablering af cykelstier, er forligspartierne også enige om at søge medfinansiering til yderligere cykelstier. Det fremgår i budgetaftalen fra Kerteminde Kommunes budget 2022 til 2025.


Cykelstiens tilstand udenfor Langeskov på Nyborgvej, strækningen mellem planteskolen og Møllegyden.
Cykelstiens tilstand udenfor Langeskov på Nyborgvej, strækningen mellem planteskolen og Møllegyden.
Foto: Privat foto / Anne Sass Bak

Oversigt

    Oversigt