Fire kommunalvalg i Kerteminde har givet fire forskellige borgmestre fra tre forskellige partier. Der har været kup i kommunen, alliancer på kryds og tværs af partierne og lange konstitueringsprocesser.
Spørgsmålet er, hvilken ende den forestående valgaften 16. november får?
Et spørgsmål, der bliver svært at besvare før selve valgaftenen - eller i løbet af de kommende dage, mens konstitueringen skal på plads.
- Jeg synes, at Kerteminde er en meget uforudsigelig kommune. Det sagde vi også til valget i 2017, der også viste sig med det kaotiske konstitueringsforløb, hvor der var blåt flertal, men det alligevel endte med en rød borgmester. Og det, vil jeg ikke udelukke, kan ske igen, spår Jesper Buch, der er politisk kommentator hos TV 2 Fyn.
Kuppet i Kerteminde
Venstre og Konservative i valgforbund
Ved valget i 2017 blev konservative Klavs Norup Lauridsen valgets store sejrsherre med 1345 personlige stemmer. Den nuværende borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) fik næstflest personlige stemmer med 969 stemmer, mens den daværende borgmester Hans Luunbjerg (V) fik 869 stemmer.
Der er indgået tre tekniske valgforbund i Kerteminde Kommune ved kommunalvalget i år:
Et mellem Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, et mellem Konservative, Nye Borgerlige, Venstre og DF og til sidste et mellem Radikale Venstre og Kristendemokraterne.
Ved valget i 2017 endte Venstre med at trække sig fra borgmesterkampen og pegede da på Kasper Ejsing Olesen som borgmester - altså i stedet for at pege på Klavs Norup Lauridsen, som hans parti dengang var i valgforbund sammen.
- Vælgerne i Kerteminde pegede på en blå borgmester, og Konservative havde et kanon valg. Men da Venstre pegede på Kasper Ejsing Olesen, brød de traditionen. Det skete i 2017, og det kan ske igen, medmindre der kommer garantier fra de blå partier om, at de peger på blå kandidater, og at røde partier peger på røde kandidater. Den enighed har jeg ikke hørt meldt ud endnu, påpeger Jesper Buch.
Olesen, Lauridsen eller Gantriis - eller?
Kerteminde Kommune var både den sidste på Fyn og I Danmark til at få udpeget en borgmester i 2017, hvilket blandt andet bunder i alliancerne på kryds og tværs af partierne.
Kerteminde er uforudsigelig. Det var Kerteminde i 2017, og det er de igen i 2021
- I det øjeblik, man begynder at indgå uhellige alliancer, så er et valg uforudsigeligt. Og er man ikke enige om, i hvilken blok borgmesteren skal findes, så er spillet åbent, understreger Jesper Buch.
Fakta om Kerteminde Kommune
Traditionen med de uhellige ægteskaber bevæger sig langt tilbage i Kertemindes valghistorie. I 2009 løb Socialdemokratiet med borgmesterposten, men blev så kuppet af Sonja Rasmussen, der hoppede over til blå blok, da hun havde fået borgmesterambitioner. Altså fik kommunen en blå borgmester, selvom der var et rødt flertal.
- Det samme skete i 2017 og her ved valget i 2021 - who knows?
Fire år senere er Hans Luunbjerg skiftet ud med Jens Gantriis som Venstres spidskandidat, men samme trekantsdrama og spil kan komme til at udmønte sig ved dette kommunalvalg.
- Jeg ville blive overrasket hvis de konservative i Kerteminde ikke fik et godt valg igen, siger Jesper Buch, der dog stadig har svært ved at føle sig sikker på, at det bliver Klavs Norup Lauritsen, der til sidst kan lægge borgmesterkæden om halsen.
- Jeg tør ikke komme med et bud. Hvis man var sikker på, at der ikke bliver indgået uhellige alliancer, hvor røde og blå gifter sig med hinanden. Nej, Kerteminde er uforudsigelig. Det var Kerteminde i 2017, og det er de igen i 2021.