I denne uge fejres Pride-uge i København med fest, farver og et øget fokus på, hvordan man kan gøre LGBTQ+-miljøet bedre i Danmark.
På Fyn har LQBTQ+ også været på dagsordnen. I Odense har man diskuteret et forslag om en decideret politik, så unge LGBTQ+-personer kan føle sig mere trygge i skolen.
Nu er fokusset på mangfoldighed også kommet til Kerteminde Kommune.
Lokalpolitikerne Michael Nielsen (K) og Lena Bækholm (RV) mener, at emnet ikke er synligt nok hos kommunen.
I et læserbrev, de to politikere har skrevet, påpeger de blandt andet, at kommunens hjemmeside slet ikke beskriver noget om hverken mangfoldighed eller homoseksuelle.
- Da jeg sad og kiggede lidt på min egen kommune, syntes jeg et eller andet sted, at vi har været lidt fraværende på den her dagsorden.
- Det blev jeg sådan lidt overrasket over. Jeg troede egentlig, det var nået langt over Københavns grænser, siger Michael Nielsen, kandidat til byrådet og medlem i regionsrådet i Region Syddanmark.
Lille kommune med en stor dagsorden
Michael Nielsen synes, det er vigtigt, at kommunen viser, at den har fokus på at hjælpe og sprede viden om LGBTQ+-miljøet og minoriteter. De unge i denne type miljøer er nemlig særligt sårbare.
- Der er en grund til, at man stadig holder Pride hvert år i København. Det er jo, fordi der stadigvæk er problemer, især blandt unge mennesker, siger Michael Nielsen.
- Det betyder også noget for os, fordi den her dagsorden er i hele landet, og den skal vi jo være med til at sprede, så det ikke kun er i København, i Odense og i Aarhus, at det er fast på dagsordnen. Den skal også være ude i de mindre kommuner. Det skylder vi os selv i 2021, at vi er nået så langt, siger Michael Nielsen.
Mere end blot hos kommunen
Hos Kertemindes borgmester, Kasper Ejsing Olesen (S), er der også et klart ønske om, at Kerteminde Kommune skal være kendt for sin mangfoldighed og tolerance.
Men han mener dog, at det er vigtigere, at man mærker en generel åbenhed flere forskellige steder i kommunen frem for hos selve kommunen.
- Det er hele taget den kultur, det foregår i, der er vigtigt. Og det kan godt være, vi også skal skrive noget om det på vores hjemmeside. Men det er vigtigt, at man kan mærke det ude i kulturen, og at man kan føle sig tryg der.
- Det gælder både den her minoritet og også andre minoriteter, forklarer Kasper Ejsing Olesen.
Mangfoldigheden kan mærkes
Kasper Ejsing Olesen mener desuden, at de unge allerede har flere muligheder for at få viden, vejledning og mærke, at der er plads til dem.
- Vi har på vores skoler nogen, de unge kan henvende sig til, hvis de har det svært. Der undervises i mangfoldighed. Der er foreningslivet. Der er ungdomsklubber.
- Hvis de ting ikke er nok, vil jeg rigtig gerne vide, hvad vi kan gøre bedre som kommune, siger Kasper Ejsing Olesen.
TV 2 Fyn har taget kontakt til Svendborg og Middelfart kommuner, og de mener heller ikke, at de har fokus på mangfoldighed og LGBTQ+ på deres hjemmesider.
Dog påpeger begge kommuner, at man som LGBTQ+-person kan søge hjælp og rådgivning hos deres generelle ungevejledning.