Josephine Gjerka Lorentsen

23. jun. 2022 kl. 10:44
Arkiv / Alexander Aagaard

Tinderbox slår rekord: 48.000 mennesker på festivalen

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Efter flere års udskydelse på grund af corona-nedlukning kan Tinderbox igen afvikles til et rekordstort publikum.

Det er torsdag, det går løs i Tusindårsskoven i Odense, når Tinderbox igen åbner pladsen til de glade festivalgængere. 

Men det er særligt lørdag, der forventes at blive den helt store festdag hos Tinderbox. Her skal mere end 48.000 mennesker nemlig være på festivalpladsen. 

En rekord for festivalen, fortæller Pernille Høll, der er kommunikations- og marketingschef hos Down The Drain Group, som afvikler festivalen. 

- Det bliver uden tvivl den største dag på Tinderbox nogensinde. Så vi glæder os, siger hun. 

Og det er langt fra den eneste dag, hvor folkene bag Tinderbox forventer et stort billetsalg.

En god, ny start

Ifølge Pernille Høll er festivalen nemlig ikke langt fra at have udsolgt af deres andre billettyper. Hun har derfor høje forventninger til festivalen.

- Vi har virkelig savnet at komme ud og afvikle vores festivaler og mærke publikum, være sammen og se noget live-musik. Vi har savnet fællesskabet, og det ved vi, at vores gæster også har, så det bliver helt sikkert en fantastisk festival, siger Pernille Høll.

Hos festivalens direktør, Brian Nielsen, er det særligt ordet taknemmelighed, der trænger sig på. For ifølge ham så har cirka 90 procent af de 20.000, der oprindeligt købte billet til festivalen i 2020, valgt at beholde deres billet til i år.

- Man skal ikke glemme, at der er enormt mange, der har bakket os op i de mørke tider ved at beholde deres billet. Det har betyde utroligt meget. Det har givet os en trøst i at arbejde videre frem mod lyset, fortæller Brian Nielsen. 

Han forventer et økonomisk overskud ved årets festival. Noget som kan være forretningen tiltrængt.

En lang rejse

På trods af, at festivalen har været afviklet fem gange siden 2015 og har fået tilskud fra Odense Kommune, så er det kun lykkedes at tjene penge i 2016 og 2018. Senest i 2019 gav festivalen et underskud på 2,6 millioner kroner. 

Men de mange års underskud endda før corona-nedlukningen slår dog ikke Brian Nielsen ud. Det er ifølge ham en naturlig del af at bygge en forretning op fra bunden, og han er fortrøstningsfuld for fremtiden. 

- Det er ikke gratis, at starte noget op. Vi slog et meget stort hul første år, vi lavede festival. Og så har vi blandt andet investeret i at udvide et område som Magicbox, og generelt investeret i programmet og vores line-up over årene, fortæller Brian Nielsen og fortsætter. 

- Jeg tror, det er de færreste festivaler af vores alder, der allerede kan sige, at man haft Ramstein, Volbeat og Depeche Mode på programmet. Så vi er kommet langt. Vi har fundet det rent forretningsmæssige niveau, der skal til på nuværende tidspunkt.

Alt kan ske

Brian Nielsen mener altså, at Tinderbox i dag er en god forretning. Men selvom det virker til,  at Tinderbox endelige får et godt år igen, så understreger festivaldirektøren, at tingene kan ændre sig.

- Det (overskuddet red.) er forudsat, at vi får en fornuftig afvikling. Det er selvfølgelig klart, at hvis vejret spiller ind i sidste øjeblik, og det betyder nogle ekstra omkostninger, så kan det betyde en smule, siger Brian Nielsen. 

Tinderbox afholdes fra torsdag til lørdag i denne uge, og selv hvis du ikke har købt billet til festivalen, kan du følge med her på tv2fyn.dk. Her giver vi dig hver dag opdateringer fra festivalpladsen.

Festivalen byder på rigtig mange koncerter, og hvis du er i tvivl om, hvilke du skal prioritere, så har en anmelder fortalt, hvilke du bare ikke må misse

22. jun. 2022 kl. 6:20
Arkiv / Alexander Aagaard

Festivalchef om sikkerhed på Tinderbox:
  • Nogen har glemt, hvordan man går på festival

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Efter to års pause fra festivalsæsonen har Fyns Politi flere betjente til stede end de tidligere år.

For nogle er det første gang i lang tid på en festival, mens det for andre er første gang overhovedet. 

Under alle omstændigheder er der lagt op til en stor fest, når Tinderbox starter torsdag til mere end 40.000 gæster. Derfor er der også sat fokus på tryghed og sikkerhed på festivalen.

De seneste års pause på grund af corona og festens store skala er med i overvejelserne omkring sikkerheden på pladsen, fortæller festivalchef Brian Nielsen.

- Vi har set, at der er nogen, der måske helt har glemt, hvordan det er, man går på festivaler og fester, og som i øvrigt gør det på en ordentlig måde, fortæller Brian Nielsen og fortsætter:

- Og så er der nogen, der måske ikke har været en del af den opdragelse, der er i forhold til at gå på festival med en masse mennesker. Det har vi selvfølgelig set nogle eksempler på rundt omkring i landet desværre. 

Mere politi

På grund af festivalens størrelse har Tinderbox skulle lave en skriftlig sikkerhedsplan, der er blevet godkendt af en række forskellige myndigheder. Festivalen har desuden et stort security-hold, der samarbejder med Fyns Politi. 

-  Vi har opnormeret i forhold til, hvordan det så ud i 2019, og vi er mere massivt til stede. Vi vil jo gerne have, at alle folk har en god og sjov festival, fortæller Mads Poulstrup, der er indsatsleder ved Fyns Politi.

- Vi er meget dialogsøgende og ønsker en god dialog med de nye unge mennesker (på festivalen, red.). 

Både Fyns Politi og Tinderbox opfordrer festivalens gæster til at henvende sig til dem, hvis de på nogen måde føler sig utrygge. Her lyder opfordringen desuden, at festivalens gæster bør respektere reglerne på pladsen og behandle andre ordentligt.

- Man skal selvfølgelig have lov til at drikke og feste, men bliver man til gene for andre, så kan man ultimativt risikere at få klippet sit armbånd og blive bortvist. Der opererer vi med relativt meget nultolerance, hvad det angår, siger festivalchef Brian Nielsen. 

Ølkastning og stoffer 

Der er også flere steder, hvor man som festivalgænger skal være opmærksom.

Hvis man bliver taget eller set med stoffer på pladsen, bliver man bortvist fra festivalen med det samme. Der vil desuden blive sat ind i forhold til såkaldte moshpits og man kan få en plet på straffeattesten, hvis man springer over hegnet uden billet. 

Folkene bag Tinderbox og Fyns Politi fraråder desuden ølkastning. Det er et problem, som man er blevet ekstra opmærksom på, efter fodboldfesten i Fælledparken i København for et par uger siden.    

Brian Nielsen påpeger dog, at det ikke tidligere har været et stort problem på festivalen. 

- Nu har vi jo ikke dåser, og som jeg forstår, er det primært det, der har skadet folk til det arrangement, der har været i Fælledparken. Vi har også set ølkastning, og vi fraråder selvfølgelig at gøre det, men vi kan nok ikke helt styre det. Til nogle koncerter går det ofte derud af, og så kan der godt ryge en øl eller to, siger Brian Nielsen. 

Hvad sker der, hvis man bliver taget i at kaste et fyldt ølkrus?

- Så vil man nok først og fremmest få en henstilling, og hvis det gentager sig, så kan man ultimativt få klippet sit armbånd.

En sikker festival

Fokus på tryghed fylder meget både på og uden for festen i Tusindårsskoven. På rådhuset i Odense vil man gerne sætte fokus på tryghed i nattelivet med en ny tryghedspakke. 

Men hvis snakken om stoffer, uopdragne gæster og et sikkert natteliv, gør dig nervøs over at skulle på Tinderbox, kan du ånde lettet op. 

Ifølge indsatsleder Mads Poulstrup har man nemlig generelt gode oplevelser med festivalen. 

- Jeg synes faktisk, at de tidligere år har været meget rolige festivaler, og der har været en god, sjov og hyggelige stemning derude. Vi har ikke set nogen vold i større grad, og vi ser ikke rigtigt våben derude. Folk kommer med et godt humør, og det er også det, vi gerne vil opfordre folk til, fortæller Mads Poulstrup. 

Når man skal hjem fra festivalen igen skal man være opmærksom på, at man kan få en bøde på 1500 kroner, hvis man kører uforsvarligt fuld på cykel.

Festivaler over hele landet kæmper med at skaffe folk, der vil arbejde i bytte for en festivalbillet. Tinderbox har derfor set sig nødsaget til at hyre lønnet mandskab ind, dér hvor der stadig mangler frivillige hænder.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her