Euro-svindler snuppet i Kerteminde

En 23-årig litauer er anholdt efter han har vekslet falske 200 Eurosedler i flere forretninger i Kerteminde.

Fyns Politi fik en svindler serveret på et sølvfad torsdag eftermiddag. En ivrig borger foretog en civil anholdelse, og politiet roser mandens ihærdighed.

- Det er virkelig godt arbejde, det må jeg sige, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen, Fyns Politi.

Manden blev samlet op af politiet kort før klokken 14, men inden da havde han været i fire butikker, hvor han havde købt småting for sine falske 200 Eurosedler og fået byttepenge retur.

- Men i den femte forretning får man mistanke til mandens pengesedler, og da han går, følger man altså efter ham og får ham pacificeret. Og den er god nok; vi har været en tur i banken og fået bekræftet, at pengesedlerne er falske, siger vagtchefen.

Flere fupnumre

Fyns Politi efterlyser nu andre, der eventuelt har været udsat for et lignende fupnummer, eller som har afvist at veksle mandens penge.

- Han nægter at tale med os, så vi ved ikke om han måske også har forfalsket andre sedler, og vi kan heller ikke udelukke at han har en medgerningsmand, siger Hans Jørgen Larsen.

Den 23-årige litauer har ikke opholdstilladelse i Danmark, og politiet mistænker derfor manden for at være kommet med det formål at lave penge på falskmøntneri.

Hvis nogen i Kerteminde eller omegn har set et litauisk indregistreret køretøj, hører politiet gerne om det.

- Lige nu er vi mest interesserede i Kerteminde, for det er der, vi finder ham, og ham må jo være kommet hertil på en eller anden måde, siger vagtchefen.

Henvendelser til Fyns Politi skal ske på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt