Glæde på Lindø: - Nu får jobcentret travlt

MHI Vestas skaber 400 nye job i Nakskov og ved Lindø Industripark. Dermed bliver der travlhed på Kertemindes jobcenter.

Arbejdsstyrken på Lindø Industripark øges med næsten 10 procent efter et succesrigt samarbejde mellem danske Vestas og en af Japans største industrigiganter Mitsubishi (MHI Vestas). 

Det fortæller en glad borgmester, da TV 2/FYN fanger mandag morgen.

- Det er da superdejligt, at vi næsten i runde tal kan fordoble Vestas. Det giver selvfølgelig vores jobcenter nogle udfordringer med at skaffe folk til jobåbninger, spøger Hans Luunbjerg (V).

- Man kan ikke få en bedre start på ugen eller året for den sags skyld, siger han.

Mange jobtyper skal besættes

Ifølge borgmesteren bliver langt de fleste stillinger vedvarende, og de i alt 414 job fordeler sig i Nakskov og Lindø og på både praktisk arbejde i fabrikken og på kontorene.

- Det skaber mange forskellige typer job. Både dem, der skal regne, gange og dividere og dem, der skal bygge. Det bliver en bred liste af job, fortæller Hans Luunbjerg. 

Kerteminde Kommunes fornemmeste opgave bliver nu at skaffe arbejdskraften til Lindø Industripark. 

- Det er i sandhed vores jobcenter, der får travlt med så hurtigt og smidigt som muligt at finde den rigtige arbejdskraft, siger Hans Luunbjerg, 

Borgmester i Kerteminde Hans Luunbjerg (Venstre): Jobcentret får travlt, men vi tager gerne opgaven

Oversigt

    Oversigt