Jobfest fortsætter: MHI Vestas får brug for endnu flere folk

I marts meddelte MHI Vestas med base på Lindø, at de skulle ansætte 145 nye medarbejdere. Det tal korrigerer fabrikschef nu til 180. Vindmøllevirksomheden søger mange ufaglærte.

I marts kunne MHI Vestas, som er et samarbejde mellem japanske Mitsubishi og danske Vestas, fortælle, at de skulle bruge op mod 145 nye medarbejdere i afdelingen på Lindø.

Men nu korrigerer fabrikschefen den udmelding. Vindmølleproducenten får brug for at ansætte endnu flere.

- Vi regner med at komme til at tage cirka 180 mand ind totalt set herude hos MHI Vestas på Lindø, siger fabrikschef Mikael Rye Kristiansen.

Virksomheden ansætter især mange ufaglærte. Indtil videre har den ansat 90 timelønnede inden for den seneste måneds tid. Mange kommer fra Fyn, oplyser fabrikschefen.

- Det, vi ramper op efter, er, at efter sommerferien skal vi på den her fabrik køre i et andet gear, end det vi kører i dag. Derfor ansætter vi folk nu, så vi har en chance for at få dem opkvalificeret og få dem lært de forskellige operationer. For efter sommerferien er det alvor, siger Mikael Rye Kristiansen.

quote Det, vi ramper op efter, er, at efter sommerferien skal vi på den her fabrik køre i et andet gear, end det vi kører i dag. Derfor ansætter vi folk nu, så vi har en chance for at få dem opkvalificeret og få dem lært de forskellige operationer. For efter sommerferien er det alvor

Mikael Rye Kristiansen, fabrikschef, MHI Vestas

Fabrikken på Lindø tæller i dag 320 ansatte. Med udgangen af i året regner fabrikschefen altså med at nå op på over 400 ansatte.

Fyldt ordrebog

Som noget særligt i branchen kender MHI Vestas sin ordrebog en række år frem. Det giver selvsagt jobsikkerhed.

- Vi er i den heldige situation, at vi ved præcis hvad vi skal lave de næste fem år. Ordrebogen er fuld de næste tre. Og de kommende to år ved vi også cirka, hvad vi skal lave. Det er en unik situation, som vi som virksomhed skal sørge for at få det meste ud af. Derfor ansætter vi så massivt i øjeblikket, siger Mikael Rye Kristiansen.

MHI Vestas

Bred vindsucces på Lindø

MHI Vestas er ikke den eneste virksomhed i vindindustrien på Lindø, der har medvind for tiden.

For nylig udkom vindmølletestcentret Lorc, som også ligger på Lindø, med sit regnskab. Det viste et overskud på knap 10 millioner kroner før skat. Det til trods for store investeringer samme år.

Samtidig fremgår det af ledelsesberetningen, at ordrebogen er fuld indtil udgangen af 2019. 

Også Bladt Industries, som i hvert fald her på Fyn bliver ved at ansætte nye folk, klarede sig fint sidste år. Den Aalborgbaserede virksomhed, som på Lindø producerer de fundamenter, havvindmøller står på, kom ud af 2016 med et overskud på 113 millioner kroner før skat.

Oversigt

    Oversigt