Støtte til søsportscenter i Kerteminde

Et søsportscenter i verdensklasse har længe været drømmen i Kerteminde. Nu får projektet 669.000 kroner i støtte af Elitefacilitetsudvalget.

Kerteminde Sejlklub og Kerteminde Kajakklub har i flere år arbejdet på at opbygge et søsportscenter i verdensklasse på havnen i Kerteminde.

Klubfaciliteterne i det nye center beløber sig til 5 millioner, og derudover vil en opgradering af eventfaciliteterne komme til at koste 2,6 millioner kroner - og det er her de 669.000 kroner fra Elitefacilitetsudvalget varmer godt.

Byggeriet af det nye center går i gang i foråret 2010, og det betyder at klubben allerede kan tilbyde eventfaciliteter i verdensklasse, når der til sommer afvikles VM i RS:X Windsurfing i byen. Klubberne håber også på flere verdensmesterskaber i fremtiden.

- De nye eventfaciliteter vil væsentlig forbedre mulighederne for at blive ved med at tiltrække de store arrangementer og dermed mange mennesker til en lilleputby som Kerteminde, siger Flemming Kold, formand for Sail Event Kerteminde.

Oversigt

    Oversigt