73 syriske flygtninge har mandag fået opholdstilladelse i Danmark, og de bliver nu spredt til forskellige byer - herunder Kerteminde.
Det fortæller DR Østjylland.
I alt skal 44 kommuner tage imod de syriske flygtninge.
- De er rigtig glade, fordi der er kommet en afklaring på deres sag, og de kan komme videre. Flygtningene bliver dog meget spredt, og det kan være svært, hvis man er den eneste, der flytter til en ny kommune. Det er lidt mere trygt, hvis der skal flere til den samme kommune, siger centerleder i Ebeltoft, Helle Ganer til DR Østjylland.
Mere end halvdelen af syrerne er familiefædre, som nu vil forsøge at få fat i deres familier.
- Mange af dem har kone og børn i Syrien eller Libanon. Nogle ved ikke, hvor familien befinder sig. Så det er en udfordring, de skal arbejde videre med, når de kommer ud i kommunerne, siger Helle Ganer.