Pia Offer Madsen fra Glamsbjerg er en af de ti nyvalgte i Assens Byråd. Men 544 personlige stemmer har hun fået en af pladserne i Venstres gruppe i byrådet. Onsdag kunne hun for første gang se sin plads i byrådssalen.
- Det er spændende, jeg har glædet mig rigtigt meget til i dag. Jeg har glædet mig til at blive lidt klogere, for nu har vi ført valgkamp og snakket om politiske emner - nu gælder det så den praktiske virkelighed, der rammer os, siger det nyvalgte byrådsmedlem Pia Offer Madsen (V).
Alle 29 nyvalgte og genvalgte medlemmer af Assens Byråd var onsdag samlet til en introduktionsdag til de kommende fire års byrådsarbejde.
Dagen bød også på udlevering af it-udstyr og andre hjælpemidler, og så skulle alle byrådsmedlemmerne også fotograferes.
En meget speciel dag
- Det er en meget speciel dag. For nogen er det jo første gang - det er det for en tredjedel af byrådet, men vi har også byrådsmedlemmer, der er med for ellevte gang eller for sjette gang - som i mit tilfælde - så der er en rigtig god blanding, siger borgmester Søren Steen Andersen (V).
Pia Offer Madsen kan nu se frem til stakkevis af dagsordner og andet læsestof. For det kan være tidskrævende af være kommunalpolitiker.
- Jeg har først og fremmest snakket med min familie og min mand om det. Det har vi lavet en fin aftale omkring, og så har vi gode bedsteforældre, som vi kan trække på. Jeg er selvstændig og har fleksibilitet dér, så jeg vil prøve at sætte det lidt i system, så det ikke bliver noget, som jeg sidder med hen over middagsbordet, siger Pia Offer Madsen.
Og så fulgte mange timers oplæg om kommunen, styrelseslov og kommunikation med borgerne. Der fulgte også lidt gode råd fra de øvede til de nye.
- Det vigtigste er jo bare, at man skal spørge, hvis der er noget, man er i tvivi om. Og så skal man huske at et ord er et ord. Så skal det nok gå, siger Søren Steen Andersen.
Den lange introduktionsdag sluttede med, at politikerne fik en rundvisning på rådhuset i Assens.