Kommune beklager lungesyge Catherines forløb: - Det skal ingen opleve

To gange er kronisk lungesyge Catherine Brændeholm blevet indstillet til en førtidspension af et team i Faaborg-Midtfyn Kommune. Og to gange er sagerne blevet afvist af et andet team i kommunen. Det er et problem, erkender kommunens arbejdsmarkedschef nu.

Catherine Brændeholm har cystisk fibrose. En uhelbredelig, arvelig sygdom, der nedbryder lungerne. Hun har længe kæmpet med Faaborg-Midtfyn Kommune om at få tilkendt førtidspension, men to forskellige teams i kommunen er uenige om, hvorvidt hun er berettiget til det.

quote Det er som at give et lille barn en slikkepind, men man når kun lige at slikke på den en enkelt gang, så tager de den tilbage

Catherine Brændeholm, kronisk lungesyg, Broby

- Det er som at give et lille barn en slikkepind, men man når kun lige at slikke på den en enkelt gang, så tager de den tilbage, siger 22-årige Catherine Brændeholm til TV 2/Fyn.

Først ja, så nej

I Catherine Brændeholms sag har Faaborg-Midtfyns Kommunes rehabiliteringsteam to gange indstillet hende til pension, mens kommunens pensionsnævn har i begge tilfælde afvist indstillingerne. Nu beklager kommunen forløbet.

- Jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag, men jeg vil gerne sige, at det har været et utroligt langvarigt og opslidende forløb, som Catherine har været igennem. Og det vil jeg gerne beklage. Det skal vi kunne gøre bedre, siger Mette Gaarde-Fink, der er koncernchef for Arbejdsmarked i Faaborg-Midtfyn Kommune. 

quote Jeg mener, det er et problem, når to forskellige kommunale instanser ikke har samme tolkning af lovgivningen, for så er det borgerne, der kommer i klemme.

Mette Gaarde-Fink, arbejdsmarkedschef i Faaborg-Midtfyn Kommune

Hver tredje sag bliver afvist

I langt de fleste tilfælde er en indstilling ensbetydende med, at en førtidspension er på vej. Det gælder for eksempel altid i Nordfyns og Middelfart Kommuner.

Det viser dokumenter, som TV 2/Fyn har fået aktindsigt i.

Men sidste år blev knapt hver tredje indstilling til førtidspension afvist af pensionsteamet i Faaborg-Midtfyn Kommune. 
  
- Det, vi undrer os over, er dét, som I også er faldet over. Hvordan kan det være, at et relativt stort antal af de indstillinger til pensionsnævnet ikke fører til, at vi tilkender pension? Og som Catherine siger, at man bliver kastet mellem to forskellige instanser. Det har vi selv undret os over, siger Mette Gaarde-Fink til TV 2/Fyn.

I undrer jer. Vi undrer os. Hvad er dit svar på, at der er den forskel?

- Mit svar er, at der må være en forskellig tolkning af, hvad det betyder at have et varigt tab af arbejdsevne. For det er jo med henvisning til det, at den ene instans indstiller, og den anden instans ikke tilkender pension. Så vores praksis i forhold til, hvad betyder et varigt tab af erhvervsevne, det er vi ved at undersøge: Hvad ligger til grund for det, og hvordan finder vi en fælles tolkning på tværs af kommunen, så borgere ikke oplever sådan et forløb som Cathrine har oplevet.

- Jeg mener, det er et problem, når to forskellige kommunale instanser ikke har samme tolkning af lovgivningen, for så er det borgerne, der kommer i klemme, lyder det fra Mette Gaarde-Fink.

Kampen for førtidspensionen

TV 2/Fyn har flere gange skrevet om borgere, der har kæmpet for at få en førtidspension. Blandt andet om Gitte Nielsen fra Faaborg-Midtfyn. Kamp om førtidspension: Halvdelen af Gittes tarme er uden for maven

Se indslag om Gitte Nielsen fra Faaborg-Midtfyn her.
Fotograf: Ken Petersen

På TV 2/Fyns Facebookside vælter det også ind med reaktioner på Catherine Brændeholms sag og kommunens håndtering af sagerne. 

Per Kortegaard Brandt skriver for eksempel: 

Man kan sku da ikke sidde alder på en førtidspension pigen er da tydelig syg så giv hende da hendes pension så hun kan få et værdigt liv .
Faaborg Midtfyn kommune det er da oplagt en OMMER hvis i ikke kan se det så er det jo for de i kun tænker i hvor mange penge kan vi nu spare. Skam jer

Mens Leo Berry skriver: 

Ny Danmarksrekord på hele 31,4 procents afvisninger af indstillet førtidspension. Faaborg-Midtfyn Kommunes rehabiliteringsteam indstillede i 2017 70 borgere til førtidspension. Heraf er 22 indstillinger blevet afvist af en anden instans i kommunen - nemlig pensionsteamet. Findes der snart ikke et ekstern "vaccinationsprogram" mod den dårlige koncernledelse i FMK.

Se hele indslaget om Catherine Brændeholm fra Broby herunder. Artiklen fortsætter under videoen. 

22-årige Catherine Brændeholm er så kronisk syg, at hun blev indstillet til førstidspension af et team i kommunen. Men et andet team afviste indstillingen. 

Mette Gaarde-Fink vil ikke forholde sig til, at antallet af afviste pensionsindstillinger er meget lavere i andre kommuner end i Faaborg-Midtfyn.

- Vi forholder os egentlig ikke så meget til, hvordan andre kommuner ligger. Men vi skal have skabt nogle bedre forløb, så der ikke er borgere, der skal igennem dét, som Catherine har været igennem, lyder det fra Mette Gaarde-Fink. 

Oversigt

    Oversigt