Flere profiler har de seneste dage forladt Dansk Folkepartis folketingsgruppe.
Nu gør Kim Welcher, der indtil onsdag var folketingskandidat i Svendborg/Langeland-kredsen, dem selskab.
Det oplyser han til TV 2 Fyn.
- Det gør ondt, at det er der, jeg er kommet til. Da jeg blev 18, meldte jeg mig ind i partiet. Lige om lidt bliver jeg 34, så det er 16 år, jeg har været med. Jeg har kæmpet og brugt adskillige tusinde kroner på valgkampe. Og så har jeg jo mange relationer og venskaber gennem partiet.
Utilfredshed
Kim Welcher var en af flere fynske DF'ere, der tirsdag i medierne ytrede deres utilfredshed med partiets nyvalgte formand, Morten Messerschmidt, som Kim Welcher ikke mente "opfører sig ordentligt", lød det blandt andet.
Det førte til en skriftlig advarsel fra partiet, ligesom Kim Welcher onsdag fik at vide, at valgudvalget i DF har besluttet, at han ikke længere skal være folketingskandidat i Svendborg/Langeland-kredsen. Samtidig fik han at vide, at man i partiet ikke vil tolerere, at man går i pressen med den slags kritik fremover.
- De vil have, jeg skal rette ind. Sådan skal det ikke være, og derfor tager jeg mit gode tøj og går, siger han til TV 2 Fyn.
- Jeg må også være ærlig og sige, at jo længere tid, der er gået, jo bedre har jeg det med min beslutning om at lukke døren. Det har gjort ondt, men måden man har behandlet Thulesen Dahl - det har jeg ikke kunnet leve med.
Han er dog ikke færdig med politik, fortæller han.
- Jeg fortsætter. Jeg skal have lidt luft. Jeg skal tænke mig godt og grundigt om. Hvor kan jeg være, som jeg er. Jeg skal finde et parti, der kan rumme mig, siger han.
Drømmer om folketinget
Planerne om en af de 179 pladser i Folketinget er der foreløbig kommet lidt i baggrunden.
- Jeg ville gerne i folketinget og gøre noget for Fyn og øerne, men det kræver, at der er et parti, der vil have mig. Sjældent at man går fra et parti til et andet og bliver folketingskandidat.
Kim Welcher nåede otte år i kommunalbestyrelsen på Langeland, men genvandt ikke sin plads ved kommunalvalget i november.
- Det er en mærkelig måde at slutte på. Men det er nok også det rigtige tidspunkt i forhold til at bygge noget nyt op hen mod næste kommunalvalg, siger han.
Der har været flere meldinger om interne uenigheder i partiet, efter Morten Messeschmidt i januar blev valgt som ny formand foran Martin Henriksen og Merete Dea-Larsen.
Messerschmidt tager udvandring til efterretning
Morten Messerschmidt kommenterede mandag aften folketingsmedlemmernes beslutning om at forlade partiet.
- Det er da ærgerligt, at fire kollegaer har truffet den her afgørelse. Jeg kan jo kun tage det til efterretning, sagde han til TV 2.
Han havde håbet, at hans nu tidligere partifæller havde haft mere tålmodighed.
- Det er ganske kort tid at træffe den beslutning ud fra. Jeg er valgt af årsmødet til at få Dansk Folkeparti tilbage. Det kræver nogle organisatoriske ændringer, og det er vi i fuld gang med. Det er mit fokus, siger Morten Messerschmidt.