På mindre end et døgn har fem folketingsmedlemmer meldt sig ud af Dansk Folkeparti.
Mandag aften meldte sundhedsordfører Liselott Blixt, beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, landbrugsordfører Lise Bech og socialordfører Karina Adsbøl sig ud, og tirsdag har gruppesekretær Hans Kristian Skibby fulgt trop.
- Situationen er kaotisk. Jeg er møghamrende irriteret over, at jeg skal gå og forsvare mig blandt borgerne i mit lokalområde, når de gang på gang bliver ved med at lave ballade derinde (på Christiansborg, red.), siger Jack Odgaard (DF), der sidder i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune.
- Det er brandhamrende ærgerligt, at vi står i den her situation, men det var lidt det, jeg forudsagde, hvis han ikke opførte sig ordentligt og ikke tog ordentligt lederskab. Han mangler lederevner, tilføjer Kim Welcher (DF), der stiller op som folketingskandidat på Langeland.
Splittet folketingsgruppe
Morten Messerschmidt blev valgt som ny formand 23. januar. De fem folketingsmedlemmer i udbrydergruppen er blevet løsgængere. Dansk Folkeparti er nu nede på 11 mandater.
- Jeg tror ikke på, de sidste er gået endnu, siger Jack Odgaard.
Kim Welcher, der i formandskampen stemte på Martin Henriksen, håbede, at Morten Messerschmidt havde brugt sin første tid som formand på at samle tropperne og få skabt nogle resultater, men ifølge Kim Welcher har den nye formand brugt tiden på at splitte folketingsgruppen.
- Han er mere interesseret i sit eget ego, lyder kritikken fra Kim Welcher.
Tillid og respekt
De nu tidligere DF’ere i udbrydergruppen er ikke nødvendigvis uenige politisk med den nye formand, og samme holdning har folketingskandidaten fra Langeland.
- Jeg er medlem af Dansk Folkeparti. Det vil sige, at jeg går ind for den linje, der er, siger Kim Welcher.
- Men jeg bakker ikke op om min formand. Som formand skal man gøre sig fortjent til tillid og respekt. Han har bevist, at han aldrig skulle have været formand, forklarer han.
Jeg bakker ikke op om min formand. Som formand skal man gøre sig fortjent til tillid og respekt. Han har bevist, at han aldrig skulle have været formand
Som tingene er nu, forventer Kim Welcher at fortsætte som medlem og stille op for partiet ved næste folketingsvalg, der kommer inden for det næste halvandet år.
Hvis udbrydergruppen eller Martin Henriksen laver et nyt parti, kunne du så finde på at melde dig ud af Dansk Folkeparti?
- Det kommer an på, hvad et nyt parti står for, siger Kim Welcher.
Fortsætter medlemskab trods kritik
I Faaborg-Midtfyn Kommune er der fuld forståelse for udbrydergruppen blandt folketingsmedlemmerne på Christiansborg.
- Det er nogle knaldhamrende dygtige politikere, der har meldt sig ud. Jeg bakker dem op i at gå, for det nye hold bliver nødt til at se virkeligheden, siger Jack Odgaard.
Det er nogle knaldhamrende dygtige politikere, der har meldt sig ud. Jeg bakker dem op i at gå
- Messerschmidt er ved at få dem ind, som han gerne vil have ind (på vigtige poster i partiet, red.). Det er ikke den rigtige måde at gøre det på. Han sagde, han ville samle Dansk Folkeparti, men det er vist at splitte partiet, det han gør, fortsætter kommunalpolitikeren fra Faaborg.
Når det er sagt, fortsætter han sit medlemskab af Dansk Folkeparti.
- Inde i mit hjerte er jeg DF’er, men det er ved at være tungt. Borgerne siger: “Vi stoler ikke en skid mere på jer.” Messerschmidt skal have chancen, men der er ikke vist nogen resultater endnu, siger Jack Odgaard.
Kunne du finde på at melde dig ind i et nyt parti?
- Den vil jeg tage til den tid, men der findes også andre gode partier i min kommune. Det har jeg slet ikke taget stilling til endnu, siger Jack Odgaard.
Messerschmidt: Vi er fuld i gang med ændringer
Morten Messerschmidt kommenterede mandag aften nyheden om, at i første omgang fire folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti havde meldt sig ud.
Den nye formand, der i januar overtog efter Kristian Thulesen Dahl, har ikke meget til overs for dem, der har forladt partiet.
- Det er da ærgerligt, at fire kollegaer har truffet den her afgørelse. Jeg kan jo kun tage det til efterretning, siger han til TV 2.
Han havde håbet, at hans nu tidligere partifæller havde haft mere tålmodighed.
- Det er ganske kort tid at træffe den beslutning ud fra. Jeg er valgt af årsmødet til at få Dansk Folkeparti tilbage. Det kræver nogle organisatoriske ændringer, og det er vi i fuld gang med. Det er mit fokus, siger Morten Messerschmidt.
Med de fem mistede mandater er Dansk Folkeparti i løbet af et døgn rykket fire pladser ned på listen over de største partier på Christiansborg. Partiet er med andre ord blevet overhalet af SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Konservative og er nu kun Folketingets syvendestørste parti.