Den odenseanske byrådspolitiker Christel Gall, der tidligere har været medlem af Dansk Folkeparti, stifter sammen med flere frafaldne medlemmer af Dansk Folkeparti et helt nyt parti.
Partiet kommer til at hedde De LokalNationale. Det offentliggjorde hun på et pressemøde fredag. Et af partiets mærkesager bliver kampen for aktiv dødshjælp.
De LokalNationale har Christel Gall som formand og tæller også byrådsmedlemmerne Carsten Kudsk fra Nyborg og Betina S. Christiansen fra Assens.
- At forlade et parti efter 18 år er en beslutning, der har krævet mange og lange overvejelser. Men beslutningen var nødvendig for at jeg kunne se mig selv i politik fremover. De LokalNationale er ikke bare et parti som alle de andre. Vi er noget for os selv, og skal man putte os i en politisk farve, er vi lilla – og røde og blå, skriver Betina S. Christiansen i en pressemeddelelse.
Kudsk: Derfor melder jeg mig ud af DF
At Carsten Kudsk er med i det nye parti, der indtil i dag har været medlem af byrådet i Nyborg, hvor han har siddet som viceborgmester for Dansk Folkeparti, vækker opsigt.
- Det kommer nok som en overraskelse, at jeg er med, siger Carsten Kudsk.
- Jeg har længe savnet at være del af et parti, der tager ansvar, forklarer han.
Carsten Kudsk fortæller til TV 2 Fyn, at den primære årsag til, at han har meldt sig ud af Dansk Folkeparti, er partiets håndtering af sagen om Nyborg Slot. Han har først meldt sig ud af partiet fredag.
Også den tidligere DF'er Knud Ahrnkiel er med i partiet.
Blandt mærkesagerne i det nye parti er den aktiv dødshjælp, dyrevelfærd, grønne omstilling, at få Danmark meldt ud af EU og få de ældre borgere i centrum.
- Fordi De LokalNationale blandt andet arbejder for aktiv dødshjælp, for aktiv afmelding som organdonor og for sunde, socialt bevidste værdier og en stram udlændingepolitik har jeg valgt at blive en del af partiet. Matchet mellem De LokalNationale er langt større og bredere funderet, end det længe har været i Dansk Folkeparti, siger den nu tidligere DF´er fra Assens.
Hovedbestyrelsen
Vraget som spidskandidat for DF
Christel Gall har siden sin udmeldelse af Dansk Folkeparti i oktober været løsgænger. Det skete, efter at hun i august blev vraget som Dansk Folkepartis spidskandidat til fordel for Carsten Sørensen.
Pernille Bendixen er eneste tilbageværende medlem af byrådet for Dansk Folkeparti i Odense, og hun genopstiller ikke, når der er kommunalvalg til november.
Christel Gall har tidligere afvist at melde sig ind i andre partier, heriblandt Konservative og Nye Borgerlige.