H.C. Ørsted-pris: Så bruger man lige lidt fra et langelandsk skelet

Onsdag bliver H.C Ørsted-prisen overrakt i Rudkøbing - og prisvinderen bruger tudsegamle skeletter fra Langeland i sin forskning.

Det er H.C Ørsteds tip-tip-tipoldebarn, Charlotte Ørsted, der overrækker prisen til DNA-forsker, Eske Willerslev. 

- Det er stort. Det er jeg rigtig stolt over. Han (H.C. Ørsted red.) er jo et ikon inden for videnskaben - og også bare det at møde hans familie. Det er jeg rigtig glad for, fortæller Eske Willerslev.

Det er knogler fra Langelands Museum, der nu skal være med til at kortlægge, hvordan mennesket for 120.000 år siden bredte sig fra Afrika til Europa.

 
 
Foto: Ole Holbech

Eske Willerslev har ved brug af DNA-forskning kortlagt, hvor den oprindelige befolkning i Australien, Amerika og Sibirien kom fra.  Og nu er turen kommet til vores breddegrader.

- Vi har to skeletter fra stenalderen, som kommer her fra Langeland. Jeg kan sige så meget, at et af dem er der tilstrækkeligt DNA til, at vi kan kortlægge hele arvemassen fra. Og det er vi igang med nu - og så må vi så se, hvad det viser omkring oprindelsen af langelænderne. 

- Det bliver spændende.

Priskomiteen skriver i sin begrundelse for at tildele prisen til Eske Willeslev sådan her: 

- Prisen gives til Eske Willerslev for hans internationalt anerkendte DNA-forskning, der på mange måder har været med til at omskrive historien. F. eks, at der boede mennesker i USA for 14.000 år siden, og at de australske aboriginere var meget tidlige udvandrere fra Afrika/Mellemøsten. På den måde er verden anderledes, end vi troede, inden Eske Willerslevs forskningsresultater blev fremlagt. I øvrigt som verden blev helt anderledes efter H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. Eske Willerslev er enestående, fordi han har forenet sin DNA-forskning med grænseoverskridende feltarbejder i både Sibirien og blandt indianere i USA. 

H.C. Ørsted Prisen, der er på 10.000 kroner, blev indstiftet i 2013 af H.C. Ørstedselskabet og Langeland Kommune.

Læs mere om H.C. Ørsted her

Oversigt

    Oversigt