Hotelprojekt på Sydlangeland kaster håndklædet i ringen

Drømmen om et strandhotel på det sydlige Langeland bliver ikke til virkelighed i denne omgang.

Det skulle have været et eksklusivt strandhotel på Langeland, men nu er planerne droppet. 

Projektet Ristinge Strandhotel ser ud til at være slut, før det overhovedet kom i gang. Det fortæller manden bag projektet Mads Zangenberg.

- Der bliver ikke noget projekt, som det ser ud lige nu.

Ambitionerne var ellers store, da planerne om et strandhotel blev meldt ud i 2022. Det gamle strandhotel skulle genoplives og blive en eksklusiv hotel-perle til fordel for både turister og lokalområdet. Men det har ikke været muligt at få økonomien til at hænge sammen.

- Jeg er selvfølgelig utrolig trist over, at det ikke er realisteret. Det er et projekt, jeg har drømt om, siden jeg kom herude for første gang for 14 år siden, fortæller Mads Zangenberg.

Hotel Havblik blev opført i 1926, men har stået tomt i 20 år.
Hotel Havblik blev opført i 1926, men har stået tomt i 20 år.
Foto: TV 2 Fyn

Opbakningen var stor

Da projektet i 2022 blev annonceret, var der stor opbakning til tanken om et badehotel på Sydlangeland. Mere end 200 lokale var mødt op for at høre om projektet, og ifølge dagens pressemeddelelse havde knap 300 personer vist interesse for at blive investorer i projektet.

Det lykkes dog aldrig at få solgt nok at de udstedte folkeaktier, der skulle støtte projektet. Forventningen var, at der skulle sælges 375 folkeaktier af 45.000 kroner, men i dag må Mads Zangenberg konstatere, at den model ikke var rigtig.

- Modellen med en masse små-investorer, den var ikke realiserbar.

Udover små investorer var håbet også, at få støtte til projektet gennem fonde. Men en fondsansøgning på knap 12 millioner kroner lykkedes heller ikke, og projektet må derfor nu opgives helt.

Et lille håb tilbage

Der arbejdes fortsat på at sælge rettighederne til projektet, som senest skal være i gang i marts 2026, hvor dispensationen fra Kystdirektoratet udløber.

Og skulle der være nogen, der er friske på opgaven, så tager Mads Zangenberg gerne telefonen.

- Sidder der en derude og tænker "Jeg skal have et strandhotel på Langeland", så er der en vældig god mulighed for at slå til lige nu.

Det er kun få måneder siden, at TV 2 Fyn sidst lagde vejen forbi hotellet, der trænger til en kærlig hånd. Det kan du se her:

Oversigt

    Oversigt