Kim oplever stigning i butikstyverier: - Man bliver totalt indebrændt

Kim Behnfeld Jensen er brugsuddeler i SuperBrugsen i Rudkøbing. De seneste to år har han oplevet en stigning i butikstyverier.

- Man bliver jo totalt indebrændt. Jeg lever og ånder for det her. Jeg forsøger at passe på brugsens værdier, og at der så kommer nogle og stjæler, det gør bare, at man bliver indebrændt.

Sådan beskriver Kim Behnfeld Jensen følelsen, når han opdager et butikstyveri i SuperBrugsen i Rudkøbing. 

I brugsen har de gennem de seneste to år oplevet en stigning i antallet af butikstyverier. 

Og de er langt fra den eneste butik, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Antallet af anmeldelser af butikstyverier er steget med 64 procent på landsplan fra 2021 til sidste kvartal af 2023. 

På Fyn var der i 2021 1.154 butikstyverier. Det tal var steget til 1.836 i 2023.

Både professionelle og almene borgere

Hos SuperBrugsen i Rudkøbing er det ikke kun én gruppe af mennesker, der lægger vejen forbi for at stjæle. 

Brugsuddeleren fortæller, at det både er professionelle tyve, men også unge som gamle, der gør sig til tyve.

- Hvis det er de professionelle, er det typisk dyr spiritus, champagne og kød. Hvis det er den ældre dame eller den unge, er det nærmere energidrikke eller ost, som er mere hverdagsvarer, siger Kim Behnfeld Jensen.

De professionelle stjæler også oftest flere varer ad gangen, så de kan sælge det videre. Det kunne eksempelvis være flere flasker spiritus, tilføjer brugsuddeleren. Og det er ifølge ham frustrerende og ikke uden konsekvenser.

- Når jeg kan se, at der er stålet noget, så går det ud over min løn. Det er det samme som at gå hjem og stjæle min hækkeklipper i min garage, siger Kim Behnfeld Jensen.

Hårdere straf for butikstyverier 

Regeringen ønsker at hæve straffen for butikstyverier, så der som udgangspunkt altid udmåles en bøde på mindst 1.000 kroner, første gang en person bliver nappet for butikstyveri.

- Vi præsenterer de tiltag nu, fordi vi tager den stigning, vi har set i antallet af butikstyveri, meget alvorligt. Det handler om at skabe tryghed for butiksejere og kunder, siger Bjørn Brandenborg (S).

Regeringen præsenterer tiltagene som en del af udspillet "Sammen om en tryggere hverdag", der i alt indeholder 11 tiltag. 

- Vi kommer blandt andet til at skærpe straffen for at begå butikstyveri, sådan man altid kan regne med, at den straf, man får, er højere end det beløb, man har stjålet for, tilføjer Bjørn Brandenborg (S). 

Brugsuddeler Kim Behnfeld Jensen ser positivt på, at man skærper straffen for butikstyveri, men han har også sin tvivl i forhold til virkningen.

- Jeg kan godt være lidt bange for, om man får taget fat i det, der betyder noget for os på gulvet. Nogle af de frustrationer vi oplever, er ikke dem, jeg føler man tager hånd om nu, siger han.

I videoen kan du yderligere høre, hvad Kim Behnfeld Jensen tænker om regeringens udspil. 

Oversigt

    Oversigt