I Rudkøbing skulle de blandt andet se de berømte siloer fra Susanne Biers film "Hævnen".
Journalisten Julia Wang og hendes fotograf kommer fra kinesisk stats-tv. De er kommet for at producere 20 minutters tv om danske film - blandt andre "Hævnen", som er optaget på Sydfyn.
- Det kinesiske publikum kender "Hævnen", så vi vil vise dem filmens locations. Der er smukt her i Danmark, og de vil se frem til at komme hertil og se filmens locations, siger Julia Wang.
Film fyn som har støttet produktionen af "Hævnen" håber også, at den kinesiske interesse kan være med til at sætte gang i filmturismen på sydfyn, og det er ikke usandsynligt. De forskellige locations på langeland, som er med i filmen, bliver i hvert fald vist til rigtigt mange kinesere - helt op mod 300 millioner seere.
- Det er klart, at jo oftere vi bliver nævnt i folks bevidsthed, vil det være en mulighed, at der kommer folk herned, og det skal vi selvfølgelig sørge for at udnytte, siger Julie Lindegaard, der er udviklingschef hos FilmFyn.
Hun tror dog ikke, at de kendte siloer vil være kinesernes eneste rejsemål, men måske et ekstra mål oveni deres besøg.
- Jeg tror, at når kinesere rejser til Danmark for at se Den Lille Havfrue, kunne de også overveje at rejse herned, og derfor er det en ekstra seværdighed i Danmark, som ekstra mange kunne have lyst til at se, siger Julie Lindegaard.