Flere vil nok betegne Lars Skov Jensen, hans søn Mads Skov Jensen og deres skipper David Rasmussen som helte. De reddede natten til lørdag 19 passagerer i sikkerhed efter en voldsom brand på færgen Lisco Gloria i Femern Bælt.
- Vi har vagt om natten, og kort efter midnat lå vi inde i Rødbyhavn, da vi fik alarmen via vores skibsradio. Vi kunne se, at færgen lå tæt ved Rødbyhavn, så vi rykkede ud og kom ud til det brændende skib, siger Lars Skov Jensen til Folketidende.
Den lokale trio sejler normalt arbejdere ud til havborings-undersøgelser til Femern Bælt-broen.
Deres lille båd må egentlig kun have 12 passagerer om bord, men det kunne de ikke tage højde for, da de trak 19 mennesker op fra en redningsflåde.
- Jeg kæmpede for at holde redningsflåden ind til vores båd, mens min søn og vores skipper fik hevet de 19 mennesker om bord. Og de var jo noget forkomne og chokerede, og nogle af dem var også søsyge, fortæller Lars Skov Jensen.
De var fremme ved færgen en halv time efter, at den var brudt i brand.
- Man kunne fornemme, at branden var opstået på det åbne vogndæk, for da vi kom, brændte det deroppe, og der kom nogle vældige eksplosioner. Og så bredte branden sig, og inden vi sejlede hjem igen, var hele skibet i brand. Det var uhyggeligt, forklarer han.
Også besætningen på det danske skib MHV 92 Holger Danske fra marinehjemmeværnet oplevede branden fra nærmeste hold. Også her gjorde den et stort indtryk, fortæller skibsfører Erik Bjørn Sørensen til Marinehjemmeværnets hjemmeside.
- Færgen var helt overtændt, der var meget sort røg, og vi kunne se, at der var eksplosioner om bord. Det er et syn, man aldrig glemmer, siger han og tilføjer.
- Redningsfolkene gjorde alle de rigtige ting i den rigtige rækkefølge. Først reddede de alle passagererne og bagefter besætningen. Da de to sidste besætningsmedlemmer blev reddet, var det nok blevet ret varmt, siger Erik Bjørn Sørensen.
Alle 236 passagerer og besætningsmedlemmer blev reddet fra færgen i god behold.