Michael Falch præsenterer ny festival med store danske kunstnere på programmet

Langeland får ny festival, og en af bagmændene bag er Michael Falch.

Knap et år efter at Nu Festival, der blev skabt af Michael Falch og fodboldlegenden Lars Høgh, blev lagt i graven, er Malurt-forsangeren tilbage med en ny festival.

"NÆR" er navnet og er en ny "poetisk musikfestival", som finder sted næste år 6.-7. september på det sydlige Langeland, hvor Broløkke Herregård lægger gårdsplads til.

- Jeg har et langvarigt forhold til Langeland. Jeg kom her første gang som 16-årig på en to-gears Puch fra Tønder for at besøge min kæreste, som boede lige her om på den anden side af bakken, siger Michael Falch mens han peger væk fra Brolykke Herregårds matrikel. 

- Siden har vi købt et hus og boet her, min familie har boet her, og jeg bor selv i Rudkøbing nu, uddyber sangeren til TV 2 Fyn.

Ligesom Nu Festival er den nye sydlangelandske festival også oprettet med formålet om at donere al overskud til velgørenhed.

Men hvor overskuddet fra den førstnævnte festival gik til kræftforskning, går overskuddet fra den kommende festival til det sociale initiativ “De vildeste fugle”, der er en forening, som er stiftet af Michael Falch og hans familie og venner.

Svært at samle penge ind til "alkoholproblemer"

Foreningen hjælper alkoholplagede børnefamilier med at få en behandling, de ikke selv har midler til.

- Det at kunne få en festival, hvor al overskud går til De Vildeste Fugle, er jo fuldkommen fantastisk for os. Hvis det ellers går godt, kan det hjælpe så mange familier med at komme videre, forklarer Michael Falch og fortæller, at de - endnu - ikke har fået støtte fra nogen fonde:

- Det er, som om alkoholproblemer er meget mindre charmerende, meget mindre sympatiske, fordi det skaber så meget rod og problematik. Men altså, virkeligheden er bare, at alkoholproblemer rammer lige så random som kræft. For eksempel er der mange, der har drukket mere alkohol end mig, som ikke har fået psykiske problemer.

NÆR-festivalen adskiller sig fra andre festivaler ved, at der udelukkende er siddepladser til koncerterne, hvor kendte danske musikere som blandt andet OH Land, Sebastian, Jonah Blacksmith, Peter Sommer, Lis Sørensen og LoveShop er på programmet.

Mellem de musikalske indslag vil der være talks og udstillinger med langelandsk kunst. Begivenhedernes gang styres af Michael Falchs datter Mathilde og den tidligere P4-vært og lokale caféejer Carsten Holm.

Michael Falch har igen allieret sig med koncertarrangøren Hans Thomsen, der også var med til at realisere Nu Festivalen. Sammen har de fået selskab af forretningsmanden Martin Frederiksen.

Broløkke Herregård, hvor den nye festival skal afholdes, har de senere år gennemgået en større genrejsning for mere end 100 millioner kroner

Oversigt

    Oversigt