Fyns Politi har tirsdag formiddag anholdt to mand ved en større ransagelses- og anholdelsesaktion på en adresse syd for landsbyen Simmerbølle på Langeland.
Det bekræfter politikommissær og efterforskningsleder ved Fyns Politi Henning Petersen.
- Vi har iværksat en ransagnings- og anholdelsesaktion på en adresse på Langeland. I den anledning har vi anholdt to danske mænd, siger efterforskningslederen.
Han fortæller, at aktionen sker på baggrund af efterforskning relateret til narkotikahandel og våben. Men mere kan han ikke sige.
- Jeg kan ikke sige noget om, hvad vi har fundet. Og det kommer jeg heller ikke til, siger Henning Petersen.
De to anholdte skal onsdag formiddag i grundlovsforhør, der ifølge Anklagemyndigheden ved Fyns Politi ved kommer til at foregå for lukkede døre klokken 10 ved Retten i Svendborg.
Massivt til stede
Øjenvidner fortæller til TV 2/Fyn, at politiet er til stede på Møllemosevej med syv politibiler, to mandskabsvogne og et stort antal betjente.
Efterforskningslederen kan ikke sige noget om, hvor mange betjente der har deltaget i aktionen.
- Men vi var nok til at løse den her opgave, lad mig sige det sådan, siger Henning Petersen.
Han fortæller, at aktionen klokken 12.30 så småt er ved at være afsluttet.
- Nu skal vi så hjem og vurdere på, hvad det er, vi har fundet.
Ifølge TV 2/Fyns oplysninger har politiet i forbindelse med aktionen sendt bud efter Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, der senere på eftermiddagen skal gennemgå huset.
Ved du noget om aktionen, eller har du set noget, kan du kontakte TV 2/Fyn her.