Kunne du tænke dig privat badestrand til en husleje på 4.000 kroner?
Så har Middelfart Kommune lige nu et helt specielt tilbud, du nok har svært ved at sige nej til.
Mange har hvert fald allerede sagt 'ja, tak'.
- Jeg er blevet blæst helt bagover, siger Jane Haugaard Bruun, der er leder af ejendomscentret i Middelfart Kommune.
Over 200 borgere har nemlig allerede tilmeldt sig kommunens åbent hus på en helt særlig lejebolig, der har været i kommunes eje i mange år.
Umoderne
Efter at den tidligere lejere er fraflyttet boligen, skal der nu findes nye lejere af den unikke bolig ved Hindsgavl, nærmere bestemt Hindsgavl Bro 2 i første række til vandet.
- Det ligger helt vidunderligt, understreger Jane Haugaard Bruun.
Boligens 81 kvadratmeter er fordelt på to plan, og selvom de er placeret et naturskønt sted, så tilføjer Jane Haugaard Bruun, at det ikke er super moderne forhold.
- Det er en lidt primitiv måde at bo på. Vi har smårenoveret lidt, men er ikke gået hårdt tilværks, og så er der jo elvarme, siger ejendomschefen.
Kommunen er dog ved at undersøge muligheden for at få installeret en varmepumpe, der også vil gøre opvarmningen mere miljøvenlig.
- Men jeg tror, det er godt, at folk lige kigger på det, inden de beslutter sig, siger Jane Haugaard Bruun.
Lodtrækning
Der er bopælspligt på adressen, og boligen må ikke udlejes til tredjepart. Det vil sige, at den hverken kan bruges som sommerhus eller Airbnb-udlejning.
Passer huset til dine boligdrømme, så kan du dog ikke regne med noget. Boligens næste lejer bliver nemlig fundet igennem lodtrækning blandt dem, der skriver sig op til boligen.
Kommunen holder åbent hus fredag 21. april fra 15 til 17. Læs mere om det her.
Fornyligt blev en anden meget billig bolig sat til salg på Fyn. Her kunne man få 207 kvadrameter til 40.000 kroner.