Rædselsfuldt.
Sådan beskriver indehaver af værtshuset Kupéen i Nørre Aaby, hvordan det har været at holde lukket de seneste måneder.
Helt så galt er det ikke længere, selvom Kirsten Ladehoff, som indehaveren hedder, har minus 100.000 kroner på kontoen og brugt hele sin opsparing. For nok er værtshuset er lukket for kunder, men faste udgifter og regninger kommer fortsat dumpende i et væk.
- Så det er faktisk ikke særligt sjovt mere, siger Kirsten Ladehoff.
Jeg havde ondt i maven og krydsede fingre for, at der bare kom lidt ind, der kunne hjælpe mig på vej
Derfor skrev hun fredag et opslag på Facebook, hvor hun bad om økonomisk hjælp for at redde sit livsværk, Kupéen.
- Jeg havde ondt i maven og krydsede fingre for, at der bare kom lidt ind, der kunne hjælpe mig på vej, siger hun.
20.000 kroner på en dag
Ind kom pengene. På alene den første dag kom der donationer på i alt 20.000 kroner fra nær og fjern.
- Jamen det er helt vildt, siger Kirsten Ladehoff, som nu har fået håbet tilbage:
- Jeg tænker, at når næste uge er omme, er jeg redet indtil midt april, og der kan vi forhåbentlig holde åbent.
Selvom resultatet var positivt, var det ikke let at stille sig frem og bede om hjælp. Kirsten Ladehoff havde tænkt over det et stykke tid, da hun til sidst blev overtalt til at gøre det af sin søster og en anden lokal erhvervsdrivende. De påpegede, at det værste, der kunne ske, var, at hjælpen udeblev.
- Og så gik det bare over al forventning, siger værtshusejeren.
Efterfølgende har hun fået flere henvendelser fra andre værtshusejere, der har rost hende for hendes mod til at stå frem. Selv ser Kirsten Ladehoff det ikke som mod, men den eneste mulighed:
- Jeg er jo en enmandsvirksomhed, så hvis det her ryger, så ryger mit hus og alt andet, jeg har, også.
Derfor håber hun at kunne være med til at påvirke debatten om, hvordan de små erhvervsdrivende klarer sig igennem nedlukningen.
Jeg skal aldrig på pension. Det er da ikke sjovt
- Man skal ikke komme til at lyde utaknemmelig, og det er fint, at man får hjælpepakker. Det er bedre end nul, men de hjælper ikke noget, for du bruger al din opsparing og alle dine penge, når du låner, siger Kirsten Ladehoff.
Tyndslidt samfundssind
Med donationerne kan Kupéen formegentlig reddes, til der igen er liv ved baren, men for Kirsten Ladehoff vil det tage lang tid at dække det økonomiske tab.
- Jeg skal aldrig på pension. Det er da ikke sjovt. Jeg tænker, at vi alle sammen gerne vil bidrage til det her, men jeg synes måske, at jeg har bidraget nok nu. Mit samfundssind er dæleme ved at være brugt op, siger hun.
Hun håber, at det snart bliver muligt at åbne med de restriktioner, hun har oplevet, at folk er gode til at overholde.
- Så kan vi bare gøre som før, når man står op, skal man have mundbind på, og når vi går rundt, skal vi have mundbind på. Spritter. Folk har altså været utroligt gode til det, siger hun.