Fra Middelfart til Champions League: - Det er helt unikt

Når FC København møder Manchester United i Champions League, bliver der skrevet fynsk fodboldhistorie.

Det er aldrig sket før. 

Hverken for Middelfart-klubben MG&BK eller for Christian Eriksen og Rasmus Falk. 

Men i aften møder to spillere fra den vestfynske klub hinanden  på fodboldens største scene, når FC København spiller ude mod Manchester United i Champions League. 

- Jeg glæder mig. Jeg synes, det er vildt spændende og det er helt unikt. Jeg tror aldrig, det er sket før. 

Sådan siger Simon Gade, der er næstformand i MG&BK, hvor de to jævnaldrende fynboer voksede op i starten af 00'erne.

Christian Eriksen var 16 år, da han i 2008 blev solgt til hollandske Ajax Amsterdam.


Mens Christian Eriksen har favoritværdigheden i kampen med Manchester United mod Rasmus Falk og FC København, så er det noget helt andet end kampens ud, de tænker på i dag i Middelfart. 

- Det er jo vildt flot, at vi har to gamle Middelfart-drenge, der møder hinanden i Champions League på hvert sit hold. Det er jo noget, som vores unge drenge og piger kan spejle sig i, at de har rendt og trænet herude på de samme baner, og at de nu skal spille en Champions League-kamp mod hinanden, siger Simon Gade. 

Glæder sig til mødet med kammeraten

De to 31-årige fodboldspillere startede deres spil med bolden i MG&BK sammen, da de var helt små, inden de fulgtes ad til OB i 2005. Her blev Rasmus Falk indtil 2016, hvor han skiftede til FCK, mens Christian Eriksen forlod Fyn til fordel for hollandske Ajax Amsterdam allerede i 2008.

Rasmus Falk debuterede som 19-årig i 2011 for OB med en scoring mod Lyngby.


Siden da har de to venner ikke spillet på samme klubhold. 

-  Jeg glæder mig rigtig meget, og vores forhold er rigtig godt. Vi har boet rigtig langt fra hinanden i mange år, så vi har selvfølgelig kontakt og snakker sammen, men det er ikke sådan, at vi ses hele tiden og snakker hver dag, siger Rasmus Falk på pressemødet inden kampen i følge bold.dk.

Ikke nok med, at de to fynboere ikke har spillet på hold sammen i 15 år, så har de heller aldrig spillet en seniorkamp mod hinanden. Men det bliver der lavet om på tirsdag aften - og så på den allerstørste scene.

- Selvfølgelig bliver det specielt. Vi har spillet meget sammen, men vi har aldrig mødt hinanden, så det bliver selvfølgelig en speciel oplevelse, sagde Rasmus Falk til TV 2 SPORT, da de to hold kom i samme gruppe tidligere 

Christian Eriksen og Rasmus Falk har repræsenteret det danske A-landshold to gange sammen.
Christian Eriksen og Rasmus Falk har repræsenteret det danske A-landshold to gange sammen.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Vender hjem til Fyn en dag

En speciel oplevelse var det helt sikkert også for Rasmus Falk, da han i 2013 spillede sin første landskamp. Her krydsede de to fynboers veje nemlig hinanden kortvarigt, da de udgjorde Danmarks centrale midtbane i en kamp mod Malta.

Mens Christian Eriksen siden er nået op på 126 landskampe og er godt på vej mod rekorden for flest spillede landskampe, har Rasmus Falk blot fået en enkelt optræden mere i rødt og hvidt. 

Og måske kan fremtidens landshold igen se en Eriksen danne par med en Falk, for de to fodboldspillere har en klar plan for deres børn. 

- Vi har begge købt hus i Odense, så planen er, at vi hopper på cyklerne og kører ned og ser vores børn spille i OB, sagde Christian Eriksen i 2021 til magasinet Dossier ifølge Fyens Stiftstidende.

I klubhuset i Middelfart hænger Rasmus Falk og Christian Eriksens trøjer side om side.
I klubhuset i Middelfart hænger Rasmus Falk og Christian Eriksens trøjer side om side.
Foto: Frederik Kibsgaard

Har betydet meget for Middelfart

Uanset hvordan fremtiden går for Christian Eriksen og Rasmus Falk, så har de allerede haft stor betydning for deres barndomsklub. 

- De er pejlemærker for vores drenge og piger i klubben. De viser, hvad man kan blive, hvis man går op i sin fodbold og man dyrker det, siger Simon Gade.

- Og så er det jo bare nogle gode repræsentanter. Det er nogle fantastiske loyale og bundsolide fyre, så det er nogle rigtig gode drenge for vores klub.

Næstformanden fortæller desuden, at de også har været en økonomisk gevinst for MG&BK. De er tidligere blevet solgt for store beløb, når de har skiftet klub, og det har altid kastet penge af til den vestfynske fodboldklub. 

Rasmus Falk har kun repræsenteret FC København udover OB, mens Christian Eriksen i sin karriere har været forbi Ajax Amsterdam, Tottenham, Inter Milan, Brentford og Manchester United. 

De to fynboer møder hinanden tirsdag aften i Manchester klokken 21, mens der er returopgør den 8. november. 

Oversigt

    Oversigt