Det var ikke bestikkelse, da borgmester Steen Dahlstrøm ville modtage et maleri af en borger. Det har anklagemyndigheden ved Fyns Politi afgjort tirsdag formiddag.
Sagen startede, da kunstner Lisbeth Aare malede et portræt af Steen Dahlstrøm, som tak for kommunens gode behandling af hendes handicappede barn.
En borger i Middelfart anmeldte dog borgmesteren for bestikkelse, da Steen Dahlstrøm i en artikel gav udtryk for, at maleriet skulle hænges op i hans private bopæl.
- Det er ikke tilladt for en borgmester at modtage private gaver i forbindelse med hvervet, siger advokaturchef Lars Ole Pedersen, der har behandlet sagen hos anklagemyndigheden ved Fyns Politi.
Men anklagemyndigheden har ikke kunnet bevise, at Steen Dahlstrøm havde til hensigt at modtage maleriet.
- Vi har vurderet, at vi ikke kan bevise, at der var truffet en endelig beslutning om, at borgmesteren skulle modtage gaven som privatperson. Derfor kan der ikke rejses en straffesag mod borgmesteren, siger Lars Ole Pedersen.