Kæmpemaster pilles ned ved Lillebælt

Hvis vejr og vind tillader det, begynder arbejdet med at fjerne de fire kæmpe højspændingsmaster ved Lillebælt i den kommende uge.

Før sommer blev de kraftige elkabler over Lillebælt klippet ned, og nu kommer så turen til de fire 125 meter høje gittermaster.

Stykke for stykke skal de fire store højspændingsmaster, der har båret luftledningerne over Lillebælt, pilles ned.

Arbejdet begynder på Jyllandssiden, hvor to af masterne står.

- Vejrudsigten melder lige nu om lidt for kraftig vind mandag. Derfor ser det ikke ud til, at arbejdet som planlagt begynder 11. august, oplyser Energinet.dk

Nedtagningen af masterne foregår med en kæmpe kran og er afhængigt af vind, vejr og andre forhold. Derfor kan arbejdet blive sat i gang eller stoppet med kort varsel.

- Lige nu ser det ud til, at arbejdet begynder tirsdag, oplyser Energinet.dk

Arbejdet foregå på hverdage fra klokken 6.00 til 22.00. Hver dag tages cirka fem stykker af de store master ned.

I uge 35 er det planen at samme procedure skal foregå på Fynssiden, hvor der også står to master.

Oversigt

    Oversigt