1. nov. 2024 kl. 14:54
Kort nyt

Kæmper mod massivt skiltetyveri: - Det giver ikke mening

LYT
Del

Siden sommerferien har Middelfart Kommune haft store problemer med tyveri af diverse vejskilte. Op imod 45 skilte er blevet fjernet fra deres normale plads, og Benny Kronborg Nielsen, der er skiltemand i kommunen, har svært ved at forstå hvorfor. 

- Det giver ikke rigtig nogen mening. Hvis det var for aluminiumsprisen, så havde man problemer ved skrothandleren, siger han. 

Han anslår at et byskilt som det, der mangler i Ejby, koster 3-400 kroner, mens det tager ham en god times tid at køre ud og skifte det. 

Læs også: Ikonisk byskilt er fortid i Snave efter 20 års tyverier
Gå tilbage Del
11. apr. 2024 kl. 15:29

Ikonisk byskilt er fortid i Snave efter 20 års tyverier

Vejen ind til den lille landsby Snave på Fyn prydes ikke længere af det klassiske, hvide byskilt.

Siden tv-figuren Polle fra Snave blev landskendt i reklamerne fra Sonofon og filmen Polle Fiction i starten af dette årtusinde, har byskiltene fra Snave, hvor der bor 200 mennesker, været i så høj kurs, at der er blevet stjålet i gennemsnit 100 byskilte om året siden 2001.

Og det er dyrt for Assens Kommune, som bruger cirka 100.000 kroner om året alene på at sætte nye byskilte op i Snave.

Men nu er skiltene fortid. De er pillet ned, og i stedet er bynavnet "Snave" blevet brændt ind i asfalten i versaler.

- Det alvorlige er, at vi har brugt rigtig mange penge på det her, som kunne have været brugt på de ældre eller på vores veje. Det drejer sig jo om cirka 100.000 om året, og hvis vi så går nogle år tilbage, så begynder det at løbe deropad, fortæller Jens Jakobsen (V), der er formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune, om det økonomiske tab.

“Det er noget særligt, det er noget sjovt, det er noget, som andre ikke har.”

— Lene Rasmussen, formand for borgergruppen

 

- Vi har beboere herude, som fra deres soveværelsesvindue kan se, når de bruger en skærebrænder om aftenen, at så kommer der gnister. Så kan man se, at nu er der nogle i gang igen, fortæller formanden for de lokales borgergruppe, Lene Rasmussen.

Polles gode ven i filmen, karakteren Heino, var en af de utidige gutter fra reklamerne og Polle Fiction. I dag går han oftere under sit borgerlige navn, Per Otto Bersang. Han bor på Fyn, og derfor er han ganske klar over sin store popularitet.

- Jeg er enormt stolt af at være medvirkende til en film med denne kultstatus. Det er stort, at det stadig kører så mange år efter – ikke at jeg billiger, at man stjæler, men det er stadig sjovt, at det stadig eksisterer den dag i dag. Også hos unge mennesker fornemmer jeg, at der stadig er stor interesse, siger skuespilleren.

Kasper Alfredo Knudsen

Tyveri for millioner

Entreprenørgruppen i kommunen oplyser, at der er brugt omkring to millioner kroner på Snaverelaterede skilte siden 2002, hvor Polle fra Snave for alvor slog igennem som den landskendte Puch Maxi-kørende bøv i filmen Polle Fiction.

- Vi har oplevet de seneste 22 år, at byskiltene er blevet stjålet. Vi er herude cirka to gange om ugen og sætte nye skilte op, siger afdelingsleder hos entreprenørgruppen i Assens Kommune Kenth Bang Lindholm.

At se tomme skilterammer i den vestfynske landsby er de seneste år bestemt ikke kommet som et chok. Derfor var flere af beboerne efterhånden trætte af at se skiltene forsvinde.

- Det er noget mærkeligt noget, fordi mange af dem, der napper de her skilte, de var jo ikke engang født, dengang filmen fik premiere. Det er jo gjort meget godt med det her filmværk, at man har fået så meget kult i det, at det eksisterer små 30 år efter, at man begyndte at lave reklamer, siger Morten Skovsby, der bor i Snave. 

- Det er både åndssvagt og lidt sjovt, for det er en måde at få noget omtale på. Men det er jo også åndssvagt, fordi der er jo ingen, der har noget ud af det. Man kan jo ikke bruge dem til noget andet end at sige: "Prøv at se, hvad jeg har stjålet", mener Axel Jørgensen.

Hvad tænker du om, at tyverierne forhåbentlig nu er et overstået kapitel?

- Så bliver der lidt mindre at snakke om i vores lille by, siger Axel Jørgensen.

Plads til forståelse for tyverierne

Skiltene begyndte at forsvinde i 2001, hvor Polle fra Snave optrådte i Sonofons reklamefilm. Derfor har der igennem tiden også været forskellige forsøg på at løse problemet.

Den 2. juni 2001 kunne TV 2 Fyn derfor bringe nyheden om, at kommunen nu ville begynde at sætte skiltene fast med stålbolte.

Lene Rasmussen fortæller, at de også har brugt specialskruer og DNA-mærkning på skiltene. Men nu er den endelige løsning fundet.

- Det giver rigtig god mening at få det stoppet nu. Det her er en meget, meget billigere løsning end det andet, siger Lene Rasmussen.

Selvom tyverierne har koster Assens Kommune millioner, kan borgerne i Snave stadig godt smile lidt ved tanken om de 23 år, der er gået.

- Jeg kan sagtens forstå, det er hypet og ikonisk. Det kan jeg sagtens følge, siger Lene Rasmussen og fortsætter.

- Det er noget særligt, det er noget sjovt, det er noget, som andre ikke har.

26. nov. 2024 kl. 22:43
Thomas Larsen-Bjerre

Seneste nyt fra dødsulykke:
  • Hårdt og ubarmhjertigt, siger Fyns Politi om redningsaktion

LYT
Del

To personer er omkommet, flere er kommet alvorligt til skade, og en person er fortsat savnet i forbindelse med en sammenstyrtningsulykke på Flemløse Biogas i Glamsbjerg.

TV 2 Fyn følger udviklingen.

Har du oplysninger om ulykken, kan du skrive til redaktionen@tv2fyn.dk.

Alvorlig sammenstyrtningsulykke på biogasanlæg

Følg opdateringerne herunder

27. nov. 2024 kl. 19:38
TV 2

Ejere har tjent millioner på ulykkesramt biogasanlæg

LYT
Del

Det ulykkesramte biogasanlæg i Flemløse har været en guldgrube for de tre ejere, men anlægget har også mødt modstand i lokalsamfundet.

På bare syv år har det ulykkesramte biogasanlæg i Flemløse været en ubetinget økonomisk succes og en guldgrube for de tre lokale ejere.

Anlægget, der blev etableret i 2017 og siden er blevet udvidet flere gange, gav sidste år et overskud på 22 millioner kroner, og selskabets egenkapital var i det seneste regnskab på 42 millioner kroner.

De tre ejere i selskabet Jørgen Stougaard, Christian Stenskrog og Kurt Poulsen har de seneste to år hævet 12 millioner kroner i udbytte.

I et interview i Effektivt Landbrug forrige år kunne Jørgen Stougaard oplyse, at de tre partnere havde timet etableringen helt perfekt.

Han fik i 2015 ideen sammen med mælkeproducent Christian Stenskrog til at anlægge et biogasanlæg tæt op ad sin svinebedrift med et stort arealtilliggende og eget transportfirma.

Gylle er guld

Det viste sig dog hurtigt, at anlægget burde være større for at hente rationalitet og dermed økonomi i projektet, og man tog derfor kontakt til Kurt Poulsen, der driver Toftegård med fedekalve ved siden af.

Kurt Poulsen, der ejer 50 procent af Flemløse-anlægget, har et helt tilsvarende på Andekærgaard på Tåsinge.

Ideen var at anvende gylle og dybstrøelse samt frøgræs, snittet rajgræshalm, frasorterede grøntsager fra Torup Bakkegaard samt restprodukter fra DLG’s foderfabrikker.

De tre ejeres bedrifter samt lokale planteavlere kunne efterfølgende aftage den afgassede gylle, der tillige er lugtfri efter turen på 60 dage gennem biogasanlægget.

Den første biogas fra Flemløse blev leveret den 20. august i 2020.

Siden kom energikrisen og stop for russisk gas, hvilket gav endnu bedre priser for biogassen.

27. nov. 2024 kl. 22:54
Fyn
Kort nyt

Hardhitter går i kødet på rådmand

LYT
Del

Det fynske folketingsmedlem Karsten Hønge (SF) er mildt sagt ikke begejstret for beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholts (V) forslag om, at alle førtidspensionister løbende skal vurderes, om de kan arbejde.

- For det første så vil det skabe så meget usikkerhed og utryghed blandt de mennesker, der har fået en førtidspension. Mange af dem har fået det på grund af, at de kan have nogle psykiske udfordringer. Gad vide, hvordan det så virker og få at vide, at du hele tiden skal til eksamen hvert fjerde år, siger Karsten Hønge.

27. nov. 2024 kl. 22:26
Kort nyt

Blæst skaber forbud mod påhængskøretøjer over Storebælt

LYT
Del

Trailere og andre påhængskøretøjer med en faktisk totalvægt på under 750 kilo må ikke køre på Storebæltsbroen i begge retninger.

Det oplyser Vejdirektoratet på dets trafikkort.

Det blæser kraftigt, hvilket ligger til grund for forbuddet. Vinden forventes at aftage hen mod midnat.

27. nov. 2024 kl. 22:05
Morten Albek

76 procent får det - nu vil rådmand tage et opgør med samfundsproblem

LYT
Del

Det skal ikke kun være mennesker under 40 år, som skal kunne få tilkendt en midlertidig førtidspension. Nu bør det faktisk gælde for alle førtidspensionister.

Borgere med ikke-vestlig baggrund er stærkt overrepræsenterede på førtidspension - og særligt de ældre. Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening. 

I Odense er 76 procent af irakere over 50 år eksempelvis på førtidspension. 

Men kan det virkelig passe, at der i de 76 procent ikke er en eneste, som kunne arbejde et par timer om ugen?

Det undrer beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune Christoffer Lilleholt (V) sig over.

- Det kan simpelthen ikke passe, at så stor en del mennesker af en samlet gruppe ikke kan arbejde. Hvis det er tilfældet, så har vi jo fejlet som samfund.

Han udviser forståelse for, at man som flygtning kan være udfordret af krigstraumer eller andet fra sit hjemland. Men antallet kommer alligevel bag på ham, og det synes han kræver handling.

I oktober foreslog Lilleholt, at førtidspensionister under 40 år bør kunne gives en midlertidig pension, som betyder, at man løbende revurderer sagen med henblik på, om den enkelte er blevet arbejdsdygtig siden sidst. 

Men nu synes han, at det tilbud bør gælde for alle førtidspensionister - og han foreslår, at man starter med at undersøge dem, som er overrepræsenterede i tallene.

Forstå mig ret...

Og det skal forstås som en invitation, en kærlig hånd og en tro på vores borgere, understreger politikeren.

- Vi kan ikke være bekendt at parkere dem for livet ved at give dem en permanent førtidspension. Hvis bare nogle kan komme ud igen, så vil det jo være en kæmpe gevinst for dem selv - men også for samfundet. 

Men sidste måned mødte forslaget kritik blandt andre fra den fynske beskæftigelsesordfører fra SF, Karsten Hønge, som udtrykte bekymring for, hvad en tilbagevendende revurdering kan betyde for førtidspensionisterne:

- For det første så vil det skabe så meget usikkerhed og utryghed blandt de mennesker, der har fået en førtidspension. Mange af dem har fået det på grund af, at de kan have nogle psykiske udfordringer. Gad vide, hvordan det så virker og få at vide, at du hele tiden skal til eksamen hvert fjerde år? 

Christoffer Lilleholt (V) understreger dog, at der ikke skal graves i de sager, hvor der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved den enkeltes tilstand.

- I nogle sager vil man hurtigt kunne vurdere, at det her menneske selvfølgelig skal være på førtidspension - og så skal man selvfølgelig ikke belaste dem yderligere.

Det handler for Lilleholt i højere grad om at gribe dem, som har fået forsørgelse i over 20 år eller har været i længere behandling for deres udfordringer - som måske kunne være friske nok til et par arbejdstimer om ugen. De skal i hvert fald have muligheden.

- Men hvis der er en berettiget mistanke fra os om, at du faktisk godt kan arbejde, så ser jeg gerne at man tager en samtale om, hvordan det går, og hvad der sker i ens liv, får en ny vurdering med lægen og begynder at snakke om, om en tre-timers praktikuge kunne være en mulighed. 

For at gå videre med forslaget mangler der ifølge rådmanden bare grønt lys fra Folketinget.

Menneskelig eller økonomisk gevinst

Kommer det ikke til at koste mange penge at skulle sætte så stort et system og apparat i gang?

- Det er også dyrt for samfundet at have folk på førtidspension, så hvis bare en lille gruppe kommer i arbejde igen, så er det en gevinst for samfundet.

Men kunne man ikke godt forestille sig, at udgifterne for den her opskalering bliver større end den egentlige gevinst?

- Det er jeg ikke bange for. Lykkes vi bare med at få nogle enkelte ud, så er det en gevinst. Hvis ikke økonomisk, så i hvert fald menneskeligt.

27. nov. 2024 kl. 21:53
Kort nyt

Fjernvarme Fyn afbryder varme i Odense-bydel

LYT
Del

Hvis du befinder dig i Odense N, kan det være, at du skal finde tophuen frem torsdag.

Fjernvarme Fyn afbryder nemlig varmen på Allesø-Norden, Allesøvej, Beldringevej, Fredskovvej, Korsgade, Mellemgyden, Odensegyden, Parkgyden, Søhusvej, Søkildevej, Æbleskivegyden.

Afbrydelsen sker fra klokken 12.30 til klokken cirka 14.30, fremgår af selskabets hjemmeside.

27. nov. 2024 kl. 21:24
Fyn
Kort nyt
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiets frit lejde-aktion sætter rekord

LYT
Del

Der er stadig nogle dage at løbe på, hvis man vil af med et våben uden at blive straffet.

Politiets frit lejde-aktion løber resten af november, men allerede nu kan politiet sige, at der er blevet indleveret rekordmange ting.

24.766 effekter er blevet indleveret fra 1. november til og med 26. november, oplyser Rigspolitiet onsdag i en pressemeddelelse.

Dermed er den hidtidige rekord fra frit lejde-aktionen i 2017 på 24.546 effekter blevet slået.

- Vi sætter virkelig stor pris på den høje tilslutning til frit lejde-aktionen, som vi har oplevet fra borgerne indtil videre, siger politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel i en pressemeddelelse.

Der er blandt blevet indleveret geværer, rifler, knive, sabler og pistoler. Men også andre våben som peberspray har politiet fået.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her