Ann-Bett Hansen stiger ud af sin bil på parkeringspladsen foran SuperBrugsen i Ejby på Vestfyn. I favnen har hun en buket og under den tætte efterårsjakke et bankede hjerte.
Lægen kiggede bare på mig og sagde: "Det her er noget skidt"
Denne regnvåde oktoberonsdag skal hun ind og overraske sin mand med en stor buket blomster, som tak for at han var - og er - en uundværlig støtte under hendes kræftforløb for fire år siden.
For når man går gennem et kræftforløb, kan man sjældent gøre det helt alene. Og var det ikke for 44-årige Ann-Bett Hansens mand ville hun måske slet ikke være her i dag, fortæller hun.
- Hvis jeg ikke havde haft ham, så tror jeg, at jeg havde givet op, fordi det var så hårdt, siger Ann-Bett Hansen og fortsætter – tydeligt berørt af tanken om mandens støtte:
- Han har altid været der for mig. Da jeg ikke ville tage af sted til operationer eller kemobehandlinger, fordi det var for hårdt, har han fået mig afsted alligevel.
Ann-Bett Hansen og Kenneth Hansen har kendt hinanden i 27 år. De giftede sig i 2003, og sammen har de to teenagebørn. De to hører sammen, og det viste kræftforløbet.
KNÆK CANCER MED TV 2 FYN
- Vi er blevet tættere efter vi gik igennem kræftforløbet sammen. Han har altid sagt, at vi skulle klare det sammen, og det har vi gjort, siger Ann-Bett Hansen.
Ann-Beth havde brystkræft
I februar 2016 mærkede Ann-Bett Hansen første gang en knude i brystet. Hun gik til lægen, men fik ikke den besked, hun havde regnet med.
- Jeg fik at vide, at jeg var for ung til at kunne have brystkræft, og at en knude i brystet i øvrigt ikke gjorde ondt. Så det stolede jeg på, fortæller hun.
Men hverken knuden i brystet eller Ann-Betts bekymringer forsvandt, og et halvt år efter gik hun derfor endnu engang til lægen for at blive undersøgt.
- Lægen kiggede bare på mig og sagde: "Det her er noget skidt", fortæller hun om den undersøgelse en sommerdag i 2016.
Hun blev i første omgang sendt til Vejle Sygehus for at få en biopsi, og det blev starten på et langt forløb med kræftbehandlinger.
- De kunne heldigvis se, at det var en kræftform, som de kunne gøre noget ved. Men det var hårdt, og jeg var aldrig rigtig, rigtig bange for at dø. Nu håber jeg bare, det ikke kommer igen, siger hun.
Ville ikke have flere behandlinger
Under de mange kemobehandlinger var hendes mand Kenneth Hansen altid ved hendes side. Og det skulle vise sig at være godt, for Ann-Bett kunne ikke tåle den kemobehandling, hun i første omgang fik.
- Jeg nåede kun lige at sige, at jeg havde det dårligt, da jeg første gang fik kemo. Og så kan jeg ikke huske mere. Efterfølgende ville jeg ikke have flere behandlinger, men der tog Kenneth mig bare i hånden og sagde: "Nu gør vi det her sammen, og jeg går ingen steder", fortæller hun og fortsætter:
Det var svært, at det hele handlede om at overleve, men ikke at leve
- Så det gjorde vi, og nu er jeg rask, og han er her stadig. Og hvis jeg panikker fuldstændig en dag, sætter han sig stille og roligt ned og fortæller mig, at jeg skal tage det roligt.
Og både overrasket, overvældet og rørt blev Ann-Betts mand da også, da hun og TV 2 Fyn pludselig stod med en buket blomster på hans arbejde i SuperBrugsen i Ejby.
- Det burde jo være helt omvendt. Jeg tænkte faktisk på at nominere Ann-Bett, for jeg synes jo bare, at det er en lille ting at bakke op. Det er en selvfølge, siger Kenneth Hansen.
Og selvom det for Kenneth – og mange andre pårørende til kræftramte personer – måske er en selvfølge at støtte sine nærmeste, har det også været hårdt.
- Det er en pokkers sygdom. Det var svært, at det hele handlede om at overleve, men ikke at leve. Det har været én stor overlevelsestur, siger han og fortsætter:
- Livet går i stå, og vi er blevet mere taknemmelige over hverdagen. Vi fandt ud af, hvor vigtig tiden egentlig er.