Lokal fisker advarer om placering af ti milliarder dyr bro: - Det er hul i hovedet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Lokal fisker mener, at Vejdirektoratet har glemt at tage hensyn til miljøet, når det foreslår en Lillebæltsforbindelse over Fænø.
- Det er hul i hovedet at placere en bro derude, siger Allan Buch fra Skrillinge og peger ud mod den lille ø Fænø i Lillebælt.
Han er fisker og har boet i vandkanten syd for Middelfart hele livet. Få kender området så godt som ham.
- Der har aldrig været så mange marsvin, som vi har set de senere år. At man kan få den tanke at bygge en bro lige dér er helt ubegribeligt, siger han.
Allan Buch og de andre beboerne i området ryster på hovedet efter at Vejdirektoratet onsdag offentliggjorde den første indledende undersøgelse af en ny bro over Lillebælt med en anbefaling om, at en ny forbindelse over Lillebælt skal gå syd om byen og hen over Fænø til Jylland.
Analyse af ny Lillebæltsforbindelse sat på pause
Det blev politisk besluttet i Intrastrukturplan 2035, at man skulle undersøge muligheden for en ny Lillebæltsforbindelse, så man kan sikre den nødvendige vej- og jernbanetrafik i Lillebæltskorridoren.
- I screeningsfasen har vi kigget på seks forskellige linjeføringer for en ny forbindelse på tværs af Lillebælt. Vi har regnet på og sammenlignet de forskellige løsninger. Det viser det sig, at en vejforbindelse syd om Middelfart er den løsning, der giver de største trafikale gevinster, når man ser på sparet rejsetid og kørselsomkostninger, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet, Andreas Egense.
Det skal dog ses i sammenhæng med resultatet af den forundersøgelse, der lige nu er i gang af en Als-Fyn forbindelse. Denne undersøgelse forventes at blive afsluttet i år.
Derfor har man sat analysen af en ny Lillebælts-forbindelse på pause til man har resultaterne af undersøgelsen, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Det ventes at Den Ny Lillebæltsbro kan holde mindst 50 år endnu, mens der ikke vil være kritisk trængsel på den før år 2040.
- Jeg tænker, at det er sådan noget, man har siddet og tegnet ved et skrivebord. Der er ikke taget højde for bundforhold, naturinteresser og dyreliv og at vi ligger i et Natura 2000 område, siger Allan Buch.
Mest effektivt
Ifølge Vejdirektoratet vil en sydlig forbindelse være den samfundsøkonomisk mest rentable løsning, når man ser på rejsetid og køreomkostninger. Desuden vil den fordele trafikken på en bedre måde i Trekantområdet end i dag.
En ny Lillebæltsbro har både erhvervsliv og borgmestre ønsket i årevis, fordi de frygter, at trafikken vil være sandet til om få år.
En ny bro og tilhørende anlæg syd om Middelfart skønnes at koste cirka ti milliarder kroner. Men den falder ikke i god jord hos Allan Buch.
- Jeg har ikke belæg for at betvivle de samfundsøkonomiske beregninger om køretid og trafikfordeling, men man forholder sig slet ikke til de miljø- og naturmæssige konsekvenser, som det vil få for den sydlige del af Middelfart, siger Allan Buch.
- Man har i hvert fald ikke taget naturen med i overvejelserne. Da man lavede Baltic Pipe hos os, måtte man gå uden om Natura 2000 området Nu anbefaler man så en bro midt i samme område. Det giver slet ikke mening.
Kommer bag på politiker
Politikerne i Middelfart har i årevis kæmpet for en ny Lillebæltsbro, men anbefalingen fra Vejdirektoratet er de ikke begejstrede for.
- Vi har jo hele tiden foreslået en parallelforbindelse i forhold til den nuværende nye Lillebæltsbro. Så det kommer da i hvert fald bag på mig, at man foreslår det her, siger byrådsmedlem og politisk ordfører for Socialdemokratiet, Kaj Johansen.
- Der er så mange åbenlyse ting, der taler for, at det ikke er muligt at køre syd om byen. Der er mange hensyn, der skal tages i forhold til en placering, og for mig at se, har man i Vejdirektoratet kun forholdt sig til trafikafviklingen. Det mener jeg er helt forkert.
Den konservative Morten Weiss-Pedersen vender også tommelfingeren ned.
- Analysen er sikkert metodisk korrekt i sin anbefaling. Omvendt vil en bro netop i det område ramme naturværdierne hårdt syd om Fænø, nord for Føns Skov og ved Stenderup Halvøen, siger han.