Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kritiserer i et brev til Middelfarts borgmester, Steen Dahlstrøm (S), at borgmesteren har afvist at mødes med ministeren om kommunens praksis i forbindelse ressourceforløb. Sagen startede i forbindelse med en artikelserie på TV 2/FYN.
Tidligere på måneden kom det frem, at blandt andre 56-årige Lone Nielsen fra Middelfart Kommune følte sig fanget i et ressourceforløb, selv om lægerne vurderer, at hun er for syg. Kommunen afviste, at den lagde en for barsk linje i sagsbehandlingen, og det mødte kritik fra ministeren, der inviterede borgmesteren til et møde.
- Jeg finder det meget beklageligt, at du ikke ønsker at prioritere et møde med mig i ministeriet om en så vigtig sag for kommunens borgere, skriver Troels Lund Poulsen i brevet, som TV 2/FYN er kommet i besiddelse af.
- Jeg kan ikke understrege nok gange, at ressourceforløb altid skal give mening og have den rette længde, og at borgerne aldrig må blive dårligere af at være i ressourceforløb, lyder det i brevet fra ministeren.
Skærpede retningslinjer
Beskæftigelsesministeren vil have, at Middelfart Kommune retter ind og henviser til skærpede retningslinjer for kommunernes brug af ressourceforløb. Vejledningen fortæller, at forløbene skal give mening, og at kommunerne ikke må presse folk, så de bliver mere syge, end de er i forvejen.
På trods af flere konkrete historier om borgere, der ifølge lægelige vurderinger ikke længere bør fastholdes i jobafklarings- og ressourceforløb, har Middelfart Kommune flere gange afvist, at der var behov for en ændret praksis i kommunen. Samtidig afviser borgmesteren at drøfte kommunens praksis med ministeren og skriver i svaret:
- Vi har ikke mulighed for at deltage i et møde på Christiansborg.
- Vi vil gerne gentage invitationen til at komme til Middelfart Kommune, når det bedst kan passes ind i ministerens kalender. Middelfart Kommune har, som tidligere omtalt, beskæftigelsesdagsordenen meget højt prioriteret, og vi er overbeviste om, at et møde, hvor også relevante medarbejdere deltager, vil være givtigt for alle parter, lyder det i brevet fra Steen Dahlstrøm.
Afviste endnu et møde
Herefter har beskæftigelsesministeren meddelt, at han ikke har tid til at komme til Middelfart og har inviteret til et nyt møde. Også dette møde har Middelfarts borgmester afvist at møde op til.
- Jeg har en meget fyldt kalender og har sendt en redegørelse til ministeren, der giver kommunens bemærkninger i praksis i relation til ministerens vejledning, skriver Steen Dahlstrøm.
Sagen startede i forbindelse med TV 2/FYNs artikelserie om fynboer i ressourceforløb. Lone Nielsen har som følge af sin sygdom et kraftigt reduceret funktionsniveau, men kommunen fastholder, at hun skal arbejde to timer om ugen.
Både ministeren og borgmesteren var i studiet tirsdag aften, og her åbnede Steen Dahlstrøm for muligheden for, at de to kan mødes inden sommerferien.
- Jeg tror sagtens, at ministeren og jeg kan finde en fælles mødedato i København eller Middelfart, siger Steen Dahlstrøm.