Et usædvanligt fænomen er opstået på genbrugstationerne i Gelsted og Middelfart. To unge fyre gør det modsatte af alle andre. De henter affald i stedet for at aflevere det.
- For os er affaldet en ressource. Vi kan bruge det til at lave nye produkter, og på den måde genanvender vi materialerne, fortæller Mads Maegaard Jørgensen.
Mads har sammen med sin bror Emil Maegaard Jørgensen etableret virksomheden Underflod. Her vil de to fynske brødre på kompromisløs facon satse på bæredygtighed.
Det kan være gamle borde eller køkkenelementer, som vi samler sammen og upcycler. For de mennesker, der smider tingene ud, er det affald, men for os er det guld værd.
Brødrene indsamler træ, metal og malingrester. Materialerne bliver genanvendt og forvandlet til nye design- og møbelprodukter.
- Det kan være gamle borde eller køkkenelementer, som vi samler sammen og upcycler. For de mennesker, der smider tingene ud, er det affald, men for os er det guld værd. Vi kan give tingene nyt liv, og det er bare monsterfedt, siger Mads Maegaard Jørgensen, der har fået rollen som direktør i brødrenes nystartede firma Underflod.
Design uden overflødige elementer
Når det gælder selve forvandlingen fra affald til nye produkter har Emil Maegaard Jørgensen fået rollen som designchef.
- Underflod handler om design uden overflødige elementer. Det er en ny minimalistisk tilgang til design og til produktudvikling, siger Emil Maegaard Jørgensen.
Når materialerne er indsamlet på genbrugsstationerne i Gelsted og Middelbart, transporteres de til et lejet produktionsværksted på Kærsgaard Gods ved Brenderup.
Vi tror på, at der er mange, som deler vores vision om at gøre op med overflødigheden.
Her har de to bæredygtige brødre indtil videre skabt "Hermod", en serveringsbakke, som består af 100 procent genanvendt træ og 90 procent genanvendt aluminium - og pulverlakeret med malingrester fra en anden lokal virksomhed, PlusCoat i Ejby.
- Der har været en lang kedelig tendens til, at man køber og smider ud. Der kan man sige, at vi vender tingene rundt ved at tage de ting, der bliver smidt ud og giver dem et nyt liv, siger Emil Maegaard Jørgensen.
Fra crowdfunding til fysiske butikker
Underflods serveringsbakke af genanvendelige materialer er netop blevet introduceret på Kickstarter, som er en international platform for crowdfunding. Indtil videre går salget strygende, men for at sikre en mærkbar opskalering af brødrenes virksomhed vil det også være nødvendigt at finde fysiske butikker, hvor Underflods produkter kan forhandles.
- Vi tror på, at der er mange, som deler vores vision om at gøre op med overflødigheden, siger Emil Maegaard Jørgensen.