Fyns Politi oplyser kort før klokken halv tolv, at Forsvarets sprængstofeksperter er i gang med at undersøge Middelfart Rådhus for eventuelle sprængstoffer.
Aktionen forventes samtidig at foregå i endnu nogle timer. Det tager nemlig tid at gennemgå alle rådhusets rum og etager.
Ifølge Fyns Politi er bombehunde en del af gennemsøgningen af rådhuset for eventuelle sprængstoffer.
I et opslag på Twitter skriver Fyns Politiet klokken 13.15: "Vi kan ikke sige, hvor længe undersøgelserne vil vare. Vi melder ud, når vi har mere nyt".
Det er stadig uvist om gerningsmanden er hentet ud af bygningen.
Kort efter middag gik en enkelt person ind i rådhuset. Han havde en stor sikkerhedsdragt på, da han gik ind. Cirka 20 minutter senere er han kommet ud fra rådhuset igen.
Vi har tidligere rapporteret følgende fra stedet:
Fyns Politi er fredag formiddag fortsat massivt til stede omkring rådhuset i Middelfart efter en mand tidligt fredag morgen brød ind og siden har forskanset sig på rådhuset.
Manden antændte noget, som ikke er nærmere identificeret, men som tidligere på morgenen er omtalt som fyrværkeri.
Politiet skal derfor undersøge, om der kan være tale om sprængstoffer.
For at sikre, at der ikke befinder sig yderligere eksplosive sprængstoffer i bygningen, afventer politiet i øjeblikket, at sprængstofhunde og forsvarets sprængstofeksperter ankommer til stedet, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Derefter skal bygningen gennemgås minutiøst for at sikre, at der ikke er risiko for, at der kan opstå en farlig situation.
Der er iværksat en større politimæssig indsats omkring bygningen, som gør, at den formodede gerningsmand er rammet ind af politiet.
Det er endnu uvist, om personen fortsat opholder sig i bygningen. Det har politiet i flere omgange givet udtryk for i løbet af morgenen.
Indsatsen vil formentlig komme til at stå på en stor del af dagen. Den massive tilstedeværelse sker af hensyn til borgernes sikkerhed og tryghed.
Så snart der kan fortælles nyt i sagen melder politiet det ud til offentligheden.