Skoleleder: Loven gælder ikke i Nørre Aaby

Carsten Krag, skoleleder på Nørre Aaby Realskole, har gentagne gange taget kontakt til Fyns Politi for at stoppe hærværk og utallige tilfælde af ulovlig indtrængen i byens gamle stationsbygning. Han føler ikke, der er konsekvenser for lovbryderne.

Skoleleder Carsten Krag på Nørre Aaby Realskole er frustreret.

- Jeg føler ikke loven gælder her i Nørre Aaby, siger Carsten Krag.

Glassplinterne, der er spredt ud over perronen, knaser under hans sko. Han prøver at undgå dem, men det er svært.

Han har gentagne gange anmeldt hærværk på den gamle stationsbygning til Fyns Politi.

- Det forværres hele tiden, og man kan tænke sig, at det er fordi, der ingen konsekvenser er, siger Carsten Krag til TV 2/Fyn.

quote Vi frygter, at hærværket spreder sig til vores skole

Carsten Krag, skoleleder Nørre Aaby Realskole

TV 2/Fyn har via en aktindsigt fået indblik i det samlede antal anmeldelser af hærværk i Fyns Politikreds, og det er faktisk faldet siden 2013. Men samtidig er de gennemsnitlige antal dage fra anmeldelse til afgørelse af sagerne steget fra 191,5 dage til 318,1 dage.

Stationsbygningen i Nørre Aaby har længe stået tom, men det gør perronen ikke. Hver dag bruges den af de mange skolebørn, der kommer til Nørre Aaby Realskole med toget.

Men de knuste ruder i stationsbygningen, som i mange år har stået tom, er ingen nyhed.

Bygningen blev sat i stand af et ægtepar, der håbede at gøre bygningen til en kunst- og kulturcafé.

Stationen blev sat i stand, men drømmen forblev en drøm, og i over 1.300 dage har bygningen været sat til salg. I al den tid har vandalisering plaget ejendommen, men i de seneste tre måneder er det eskaleret voldsomt.

- Efter pinsen, da alle børnene kom tilbage fra ferie, blev de mødt af en perron dækket af knust glas. Vinduessprosserne var revet ud, en masser ruder var knust, og dørene var brudt op, fortæller Carsten Krag.

Skolens pedel fandt senere glasskår og hele vinduessprosser på Nørre Aaby Realskoles legeplads.

- Vi frygter, at hærværket spreder sig til vores skole, siger skolelederen.

En mand på en næsten umulig opgave 

Peter Warming er liebhaver-ejendomsmægler, men der er ikke længere meget liebhaverejendom over den gamle stationsbygning i Nørre Aaby.

Liebhaver-ejendomsmægler Peter Warming forstår ikke, at man kan tillade ulovlig indtrængen på privat ejendom.
Liebhaver-ejendomsmægler Peter Warming forstår ikke, at man kan tillade ulovlig indtrængen på privat ejendom.
Foto: William Ejsing

- Ejerne ønsker, at andre skal få glæde af ejendommen. De har endda sænket prisen med en million, siger han.

Peter Warming har flere gange jaget indtrængere væk og ringet til politiet.

- Jeg kom herud en dag, hvor jeg fandt koben og andet værktøj, som benyttes når man tvinger sig adgang til en bygning. Da jeg ringede til politiet, sagde de, at de ikke havde tid til at komme.

Mange løsninger er prøvet

Ifølge Fyns Politi er det ejerne selv, der skal sørge for bygningen, men Ole Nielsen, talsmand for ejerne Helle og Svend Andersen, føler sig magtesløs.

- Vi har haft alarmer og vagtfirmaer, og jeg har sågar selv kørt fra København midt om natten for at smide folk ud fra bygningen, siger han, og er bestemt ikke imponeret over politiets indsats.

Det er vel Helle og Svend Andersens ansvar og ikke Fyns Politis?

- De har prøvet alt. I lang tid stod bygningen opvarmet, så der ikke skete bygningen noget. Og efter de første mange knuste vinduer kom der en lokal snedker og reparerede skaderne. Det holdt vel i 14 dage, fortæller Ole Nielsen og fortsætter: 

- Vi har oplevet, at strømmen blev klippet til alarmerne, så skiftede vi til batteridrevne alarmer, men de blev bare fjernet. Til sidst prøvede vi kameraovervågning, men ødelagte kameraer hjælper ikke meget, så jeg kan ikke se, hvad vi ellers kan gøre.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det flyder med glassplinter inde i den gamle stationsbygning.
Det flyder med glassplinter inde i den gamle stationsbygning.
Foto: William Ejsing

Færre sager - længere behandlingstid

TV 2/Fyn har via en aktindsigt fået indblik i det samlede antal anmeldelser af hærværk i Fyns Politikreds.

Siden 2013 er tallet faldet fra 2.119 anmeldelser til 1.768 anmeldelser i 2017. Omvendt er de gennemsnitlige antal dage fra anmeldelse til afgørelse af sagerne steget fra 191,5 dage til 318,1 dage i 2018.

- Vi er først og fremmest glade for, at antallet af anmeldelser er faldende. Derudover kigger vi altid på de sager, som vi i Fyns Politi skal løse, og ud fra det prioriterer vi, udtaler Johnny Schou, der er politiinspektør hos Fyns Politi.

Det ser ud som om, at I nedprioriterer hærværkssager?

- Vi tager selvfølgelig de mest alvorlige og akutte sager først. Derefter indgår hærværkssager på lige fod med andre straffelovsovertrædelser i vores sagsbehandling, udtaler Johnny Schou.

Men er det ikke en alvorlig sag, når en bygning gentagne gange bliver udsat for hærværk og ulovlig indtrængen?

- Vi har fulgt op på de enkelte tilfælde, så jeg synes, vi har gjort, hvad vi kunne, udtaler Johnny Schou.

Men I har vel ikke gjort nok, når du har en skoleleder, der siger, at han ikke føler loven gælder i Nørre Aaby?

- Det er beklageligt, udtaler Johnny Schou. 

Johnny Schou, Politiinspektør hos Fyns Politi, om de lange behandlingstider på hærværkssager.

Oversigt

    Oversigt