Stolt sportsdirektør: Kraghs sejr er hele holdets

Sunweb udnyttede, at holdet har flere angrebsivrige ryttere, da Søren Kragh Andersen triumferede på 14. etape.

Med danske Søren Kragh Andersen som den kølige og effektive afslutter leverede Sunweb-holdet lørdag endnu en opvisning i angrebsivrig kørsel i Tour de France.

I torsdags var det Marc Hirschi, der kørte først over stregen efter en suveræn holdpræstation. Sportsdirektør Matt Winston har grund til at være tilfreds med holdets bedrifter i det prestigefyldte løb.

- Drengene gør virkelig hinanden bedre, de har en forrygende holdånd og giver alt for en Sunweb-sejr, siger Matt Winston.

BLÅ BOG: Etapevinder Søren Kragh Andersen

Flere Sunweb-ryttere forsøgte angreb i slutfasen af lørdagens etape, inden det endelig lykkedes Søren Kragh Andersen at sætte det afgørende stød ind.

Danskeren holdt det jagtende felt bag sig på de sidste tre kilometer og tog etapesejren.

Endnu en Sunweb-dansker, Casper Pedersen, blev nummer fem på etapen, hvor Sunweb på ny fik demonstreret, at holdet har en del angrebslystne folk i rækkerne.

- Vi udnyttede det til vores fordel med Tiesj Benoots angreb først. Derefter med Marc Hirschi, der skyggede nogle af nøglerytterne på den sidste bakke. Til sidst så Søren en god mulighed til at lancere sit angreb.

- Hele holdet arbejdede virkelig godt og bragte hinanden i position. Casper var der også og var klar til at spurte. Vi forsøgte at dække alle flanker, fordi vi vidste, at etapen passede til vores hold, siger Matt Winston.

Oversigt

    Oversigt