Strøm til bilen

Ejere af elbiler kan nu lade bilerne op 17 steder i trekantsområdet. Fire ladestandere er stillet op i Middelfart Kommune og der kommer en mere.

Inden 1. august bliver det muligt at tanke strøm ialt 30 steder i Trekantsområdet.

I Middelfart Kommune er der allerede sat ladestandere op på

  • Bytorvet i Gelsted
  • Pendlerparkeringen ved Ejby
  • Østergade i Nr. Åby
  • Stationsvej i Brenderup

Derudover bliver endnu en ladestander stillet op i selve Middelfart til august.

Især for pendlere

- Det er vigtigt med en sammenhængende løsning, så ejere af elbiler kan bevæge sig for eksempel mellem hjem og arbejde uden problemer med opladning, siger direktør i Trekantsområdet Danmark, Susanne Krawack.

Hun tilføjer, at Trekantsområdet ikke har samme udbyggede kollektive trafik som Hovedstadsområdet.

- Elbiler er et godt alternativ den dag vi ikke længere kan køre i benzin- og dieseldrevne biler, siger hun.

Samler erfaringer

Projektet med ladestanderne indgår i arbejdet med at samle viden om, hvordan man bedst muligt indretter samfundet på en fremtid med andre energiformer end dem, der kendes i dag.

Mere om elbiler og ladestandere

Oversigt

    Oversigt