Dronningen og Prins Henrik kommer den 6. og 7. juni på besøg i Faaborg og på Lyø og Avernakø som en del af regentparrets sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.
Faaborg bliver udgangspunkt for den første dags besøg. Regentparret ankommer om formiddagen, hvorefter dagen blandt andet vil byde på karettur gennem Faaborg, da regentparret får følge af garderhusarernes hesteeskadron.
Dagen efter går turen til øerne, hvor kongeskibet vil lægge til på både Lyø og Avernakø.
- Det glæder mig rigtig meget, at regentparret har ønsket, at Faaborg og øerne skulle være en del af sommertogtet - og ikke mindst, at de har afsat to dage til besøget," siger borgmester Hans Jørgensen (S).
Faaborg havde senest besøg af kongehuset i 1990, hvor dronningen og prinsen blandt andet besøgte et dag- og træningscenter, malerimuseet, Skako, Brahetrolleborg Slot og kørte en tur med veteranjernbanen.
Regentbesøg vækker stor glæde i Middelfart
Den 8. juni 2012 går Dannebrog til tops i Middelfarts gader, når Kongeskibet anløber havnen.
Det kommende royale besøg vækker stor glæde i Middelfart.
- Det er en stor ære at få lov byde Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen velkommen til Middelfart. Jeg er på kommunens vegne stolt af at få besøg af Regentparret, og vi glæder os til at gense Kongeskibet i Middelfart. Byrådet og jeg ser frem til sammen med kommunens borgere at hilse Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen velkommen, når de lægger til i Middelfart den 8. juni, siger borgmester Steen Dahlstrøm (S).
Sidste gang Middelfart havde fornøjelsen af at byde Regentparret velkommen var i anledning af byens 500 års købstadsjubilæum i 1996.