Fynsk glæde over billigere Storebæltbilletter: - Der er kun positive effekter

Onsdag erfarer TV 2, at regeringen vil gøre det billigere at krydse Storebælt, og det bliver mødt med glæde hos Fynsk Erhverv.

Omkring en fjerdedel af prisen for at krydse Storebælt i bil vil ifølge TV 2s oplysninger blive sænket over flere år.

Hos Fynsk Erhverv er direktør Jytte Reinholdt udelukkende positiv overfor muligheden for billigere brotakst ved Storebælt:

- Det understøtter klart en positiv virkning i danske virksomheder, og det er noget, vi selv har sat på dagsordenen siden 2015, siger Jytte Reinholdt.

Hun mener, at billigere billetter ikke kun vil give en øget vækst for de fynske virksomheder, men også hos erhverv i hele landet.

quote Det betaler sig at betale mindre.

Jytte Reinholdt, Fynsk Erhverv.

- Det giver et større oplag at trække arbejdskraft fra, og det er dynamiske effekter, som smitter af på hele landet og ikke kun Fyn, siger Jytte Reinholdt og tilføjer:

- Der er kun positive effekter - det betaler sig at betale mindre.

Et useriøst forslag

Hos Socialistisk Folkeparti er glæden dog knap så stor. Transportordfører, Karsten Hønge (SF), kan ikke se, hvem der skal betale omkostningerne for prisnedsættelsen.

- Det er ikke seriøst at fremsætte et forslag uden samtidig at lave en løsning for de problemer, det vil skabe, sig han og uddyber:

- Det vil intensivere problemer andre steder på Fyn. Presset på den fynske motorvej vil stige, og der er indtil videre ikke lavet andet end inddragelsen af et nødspor, så deres politik kolliderer med sig selv. Det er et populistisk forslag, de laver for at få venner.

Karsten Hønge mener, at regeringen bør fokusere på at gøre det billigere at køre over bæltet med  kollektiv trafik.

 

Oversigt

    Oversigt