I Børnehuset Græshopperne på Nordfyn er tirsdagen blevet brugt på at sortere alt legetøjet.
Jo mere vi kan forbedre indretningen, jo bedre er det. For så behøver vi ikke lave så mange restriktioner
Påsken er nemlig ovre, og de fynske dagtilbud har haft travlt med at blive klar til den store genåbning. Selvom der hen over påsken er lagt planer i Børnehuset Græshopperne for de overordnede retningslinjer, så er der stadig meget, der skal gøres.
- Lige nu er vi ved at finde ud af, hvilke legeting der skal stå fremme, og hvilke vi må sætte væk, så børnene ikke kan få fat i dem. Der er ikke sådan en fast plan for det, det er noget, vi skal finde ud af hen ad vejen, siger pædagog i børnehuset Dorthe Nymann og tilføjer:
- Men det skal være nogle ting, som er nemme at vaske af, siger hun.
Forsøger at finde løsninger
Dorthe Nymann går med sin kollega fra toilet til toilet og gør status over beholdningen. Som det ser ud, har de både nok sæbe, bleer, poser og papir. Men de mangler håndsprit.
De to går også fra stue til stue og prøver at danne sig et overbilk over alt legetøjet.
- Det kan være, vi skal lave nogle forskellige kurve til forskellige dage, så vi ikke bruger det samme legetøj hver dag, siger Dorthe Nymann.
Det er bare ét af de mange forslag til, hvordan man bedst muligt kan genåbne Børnehuset, som Dorthe Nymann i dag vender med sin kollega.
Også forslag om større borde, afmærkninger på gulvet og indretningen generelt bliver vendt.
- Jo mere vi kan forbedre indretningen, jo bedre er det. For så behøver vi ikke lave så mange restriktioner, og børnene kan i stedet gå til de ting, som de må gå til, siger Dorthe Nymann.
Individuelle handleplaner
Direktøren for Børn og Unge i Nordfyns Kommune, Karsten Poulsen, fortæller, at lederne og pædagogerne i kommunen i dag har færdiggjort handleplanerne, så de er klar til at åbne i slutningen af ugen.
- I Nordfyns Kommune åbner vi skoler og daginstitutioner torsdag og fredag. Vi havde håbet, at vi kunne have været klar nogle steder onsdag, men vi vil gerne være helt sikre på, at vi overholder alle retningslinjerne, inden vi åbner, siger Karsten Poulsen til TV 2/Fyn.
Dermed behøver pædagogerne ikke at gætte sig frem til, hvordan hverdagen skal forløbe. Alt står nemlig detaljeret beskrevet i handleplanerne.
- I handleplanerne er sundhedsmyndighedernes retningslinjer blevet omsat til en praktisk, pædagogisk handleplan, siger Karsten Poulsen.