En 44-årig mand døde onsdag aften på Odense Universitetshospital efter en dykkerulykke ud for Hasmark Strand på Nordfyn.
Manden var med sin ene datter ude at dykke med flasker og øvrigt udstyr, da noget gik galt.
- En politibetjent, der er på ferie, var på stranden, da datteren chokeret kommer op og peger ud på vandet, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Thomas Anderskov.
Betjenten, der også er dykkerinstruktør, kastede sig straks i havet og svømmede manden til undsætning.
- Han finder dykkeren livløs i vandet og dykker ned på bunden, hvor han finder dykkerens kniv, som han så bruger til at skære udstyret af ham. Derefter får politibetjenten bragt ham i land, siger Thomas Anderskov.
Fra stranden bliver der slået alarm, mens politibetjenten, en sygeplejerske og to mænd, der er kommet tililende, yder førstehjælp til dykkeren.
Den 44-årige blev bragt til Odense Universitetshospital, hvor han blev lagt i en hjertelungemaskine, men hans liv stod ikke til at redde.
Også den stærkt chokerede datter måtte indlægges efter ulykken, og politiet havde onsdag aften ikke talt med hende.
- Vi ved endnu ikke, hvad der er gået galt. Brandvæsnets dykkere har været ude at bjærge mandens udstyr, og det skal nu undersøges nærmere for at se, om der er fejl på det, siger vagtchefen.