Forstå bykongens fald: Da borgmesteren stod uden for døren, blev han modsagt af sin embedsmand

Kommunaldirektøren måtte modsige sin egen borgmester på ekstraordinært møde, fortæller flere kilder som TV 2 Fyn har talt med.

It´s not the crime, it´s the cover up.

Sådan lyder analysen fra flere af de kilder, som TV 2 Fyn har talt med, dagen efter at borgmester Morten Andersen (V) mandag valgte at trække sig som borgmester i Nordfyns Kommune.

Mandag aften gik den nu tidligere bykonge nemlig på Facebook og opsagde sit hverv, efter det stod klart for ham, at hans politiske manøvrerum var blevet voldsomt indskrænket med en enstemmig mistillidserklæring fra kommunens mest magtfulde udvalg.

Kort fortalt handler sagen om et kys. Og nok en borgmester, der var lidt for fuld. I hvert fald erkender Morten Andersen tirsdag aften overfor DR Fyn, at han ikke kan huske det kys, som han mandag undskyldte for. 

Kysset blev givet til en julefrokost 2. december sidste år i Særslev Forsamlingshus. En julefrokost, der gik så vildt for sig, at ledelsen så sig nødsaget til på et tidspunkt at tænde lyset og slukke musikken for at beskytte personalet og borgmesteren selv.

Sådan lyder det hvertfald fra Socialdemokratiets gruppeformand Kasper Solberg.

Men egentlig ligger historien om borgmesterens afgang slet ikke i det kys.

Kunne have reddet stormen af

De færreste politikere ønsker at stå offentligt frem og kommentere sagen, men der er bred enighed om, at borgmesteren formentlig havde været i stand til at ride stormen af, hvis han tidligere havde fortalt ”åbent og ærligt” om det, der foregik på dansegulvet i Særslev Forsamlingshus.

Ifølge TV 2 Fyns kilder blev kommunaldirektør Morten V. Petersen allerede informeret i dagene efter den famøse aften i december. Kommunaldirektøren konfronterede efterfølgende borgmesteren, som afviste at have optrådt upassende under julefrokosten.

Rygterne om borgmesterens ageren tog til hen over vinteren, og i sidste uge forsøgte borgmesteren hårdt presset at aflive sagen en gang for alle ved at indkalde til et ekstraordinært møde i økonomiudvalget for at komme med en redegørelse.

På mødet nægtede borgmesteren, at der var foregået noget upassende under julefrokosten.

Herefter blev mødet suspenderet på indstilling fra socialdemokraternes gruppeformand Kasper Solberg, hvorefter borgmesteren blev sendt udenfor døren, mens resten af økonomiudvalget drøftede sagen med kommunaldirektør Morten V. Pedersen.

Kommunaldirektøren kunne dog ikke genkende borgmesterens udlægning. Den stemte ikke overens med det, som medarbejdere fra den centrale ledelse havde oplevet. Nemlig en borgmester, som synligt beruset havde danset og kysset med en kvindelig medarbejder.

Herefter blev borgmesteren kaldt ind til mødet igen.

- Én ting er sikker. Morten Andersen fortalte ikke det samme som den kommunale direktion. Hele hændelsesforløbet har været fyldt med løgn, siger Kasper Solberg.

Herefter besluttede et enigt økonomiudvalg at udtrykke mistillid til borgmesteren.

Og det kan ikke komme bag på nogen ifølge politisk kommentator Jarl Cordua.

- Som vi er blevet informeret, har han talt mod det, som en masse har set. Derfor har han undergravet sin egen værdighed og troværdighed, og i økonomiudvalgets øjne fremstår han som en, der lyver dem lige op i ansigtet.

Ifølge Jarl Cordua var der ingen anden udvej for Morten Andersen end at trække sig. Han kunne godt have valgt at blive siddende, men i så fald ville han være borgmester af navn – og ikke af gavn.

- Han skulle nok også forvente, at hele pressen ville komme og vende hver en sten. Jeg ved ikke, om der er andet, men hvis der er noget, skulle det nok komme frem. Det ville blot forlænge hans pine, hvis han blev siddende.

Flere af de politikere, som deltog i mødet siger, at det især var borgmesterens forsøg på at dække over hændelsesforløbet, der førte til, at økonomiudvalget ikke længere havde tillid til borgmesteren.

- Det er alvorligt, når en borgmester som sidder for bordenden af økonomiudvalget ikke forholder sig konkret til det, der er er foregået og ikke betjener sig af sandheden fra starten af. Den sandhed, som han lagde på bordet mandag aften på Facebook, siger partifællen Marie Holmgaard Søvsø, som er medlem af økonomiudvalget.

TV 2 Fyn har spurgt kommunaldirektør Morten V. Petersen om han vil kommentere oplysningerne, som vedrører hans rolle i mødet i økonomiudvalget i sidste uge, men han har ingen kommentarer.

- Nogle vil gøre livet surt for mig

Ifølge Morten Andersen selv, så skulle han på mødet have sagt: ”Det har jeg godt nok svært ved at genkende” til flere af de historier, der har været fra julefrokosten. 

- I dag har jeg det sådan, at jeg ikke vil benægte, hvad andre deltagere måtte have set og oplevet til den julefrokost, og det er derfor, jeg tager konsekvensen af det, siger Morten Andersen til TV 2 Fyn tirsdag.

Skal man ikke fortælle sandheden?

- Det kan du tro, man skal, men man skal også bare være klar over, at i sådan en situation, så er man som person også rigtig presset i forhold til, hvad er det egentlig er, der bliver spurgt om, og hvad det egentlig handler om. Er det bare et oprindeligt ønske om at finde ud af, om der er noget om det her og så få den aflivet igen, eller er det her et led i noget helt andet, siger Morten Andersen.

Desuden mere end antyder den tidligere borgmester, at nogle har haft til hensigt at udnytte situationen til at fjerne ham. 

- Jeg kan bare konstatere, at der har været et klart motiv i forhold til at fjerne mig som borgmester og gøre livet surt for mig. Og derfor har jeg truffet den beslutning, som jeg har. Også af hensyn til mig selv, men også af hensyn til min familie, siger Morten Andersen.

En forsker i chikane i politik hæfter sig dog også netop ved, at Nordfyns Kommune i mandagens pressemeddelelse konstaterer, at der ikke er tale om en krænkelsessag.

For metoo handler nemlig ikke kun om krænkelser som uønsket berøring eller kommentarer. Metoo-kampagnen giver også ret til magtudøvelse på andre måder. Eksempelvis fra politiske modstandere, der øjner en ”møgsag” for modstanderen, forklarer Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor i statskundskab på Københavns Universitet.

- Der kan være nogen, der har interesse i at køre sagen op. Det ene er andre partier, men vi ved jo, at der også internt i partierne kan være uenigheder om strategi og politik, forklarer eksperten.

Flere gymnasieelever fra Nordfyns Gymnasium forstår godt borgmesters beslutning om at trække sig. De mener dog alle, at han har ageret uprofessionelt.

Oversigt

    Oversigt